519 / 660
ELVERHØI.
ALFERNE.
505
hvorom den dreier sig, saavelsom fra de F o lk e v isen s Toner, der
lyd e gjennem Sangene, og hvis M otiver K uh lau har b en yttet
med den fineste Sand s fo r det musikalske Sk jønh ed sind tryk ,
ik k e m indst h vo r de ere indilettede i den med den p ragtfu ld t
in strum enterede K o n g e san g sluttende Ouverture. D ernæ st den
sind rigt udførte P lan , hvo r V irk e ligh ed og F an ta si, H isto rie og
S agn , gribende Optrin og kom iske E p isod e r ere sammenvævede
til en gjennem Spænd ing frem skridende Handling, som tilende
b ringes paa en effektfuld Maade.
Og sluttelig L e iligh ed s-
styk k e ts fe stlig e H o ld n in g , som g iv e r An ledn ing til scen isk
Pomp og B a lle tu d sty r i velm otiveret Fo rb ind else med H and
lingen . Goldschm id t har kald t „E lv e rh ø i“ „en a f Perlern e paa
den danske L ittera tu rs U end elighed sring“ og tilfø ie t: „H v o r
somhelst i V erd en disse T ak ter b egynd e at lyde, v iser E lv e r
kongen sig syn lig , hans P ig e r svæve paa En gen , R in g en glim rer,
Gu ldspo rer k lirre fje rn t — og hvo v il her afg jø re, h vo r Grænsen
er mellem Ord og Musik, mellem D igteren s og Kompon istens
V æ r k ? “
D en ‘29. Ja n u a r 188 5 opførtes fo r første G ang H eibergs
E v en ty rk om ed ie „ A l f e r n e “ , som siden da har b rag t det til
lan g t o ver hundrede Fo restillin ger. I intet a f D igteren s scen iske
A rb e id e r feire r hans tekn iske K yn d igh ed en saadan T rium f som
i dette; med en beundringsvæ rd igt fintfølende K u n st er Em nets
episke K a ra k te r, saaledes som den viser sig k lassisk fuldendt i
T ie ck s E v en ty r, opløst og omsat i dramatisk Fo rm , saa at nu
just denne synes at væ re det natu rlig ste og bekvemm este U d
try k fo r In dh o ld e t; enhver V an sk e ligh ed er ikk e alene beseiret,
men fo rvand le t til n y Skjønhed , og den fan tastiske H and ling
sk rid er frem med en saa letfattelig Fø lg erig tigh ed , at E v e n ty re t
faa e r den samme poetiske T rovæ rd ighed for den voxne T ilsku er,
som det i mere h aandgribelig Fo rstand har for B arn e t, medens
det iron iske V ex e lsp il mellem V an tro og Overtro sætter T ank e
og F ø le ls e i B e væ g e lse hos den Fo rstaaend e. „A lfe rn e “ har i
et h a lv t A arhundrede hørt til Publikum s Y nd lingsreperto iie,
skjønd t T h ea tret ingensinde h ar g jo rt sig nogen An strengelse
fo r at fo rstæ rke dets V irkn in g ved saadanne U d styrs-E ffek ter,
som dets Indhold g iv e r en høist natu rlig An ledn ing til.
O verfo r „ F a t a M o r g a n a “ , E ven ty rkom ed ie i fem A k ter, v a r