521 / 660
FRU GYLLEMBOURGS SKUESPIL.
5 0 7
m indre end god t og v e l halvtred sind styve Opførelser. — Hei-
berg s tid lig e U n g doms d igtn ing „ P o t t e m a g e r W a l t e r “ b le v
frem d raget v ed en Somm erforestilling 184 5 , men g ik ik k e over
paa R ep e rto ire t; H o lst spillede W a lte r, Mad. Holst R o sa og
F r u H e ib e rg Grisola, men den øvrige 'Und erstø ttelse v a r for
m aad elig til at kunne bære S ty k k e t, der v a r h astig t og o ver
flad isk indstuderet.
„H verd ag sh isto rie rn es“ Fo rfa tter, F ru Th. Chr. G y 1 1 em
b o u r g (1778 — 1856), P . A . H eiberg s tid ligere Hustru og J . L .
H eiberg s Moder, vovede sig under sin Søns Æ g id e op paa
Scenen , sagten s fo rfø rt a f hans Exem pel, der viste, hvor lang t
hurtigere og k ra ftig ere man virk ed e paa sin Sam tid ved at
b ruge levende Mennesker som T o lk fo r sine T an k er end ved at
binde dem til B og stav en , hvis P ropaganda maatte øves i Stilhed
og under fire Øine. Under sin Søns N avn indsendte hun tre
omtrent sam tidigt sk revne S ty k k e r til det kongelige T h e a te r:
„F re g a ts k ib e t S v an e n “ , „ M a g t o g L i s t “ , D ram a i to A k ter, og
„ S p r o g l æ r e r e n “ , Sk izze i een A k t. K u n de to sidste b le ve
an tagne til Opførelse. „M ag t og L is t “ spilledes første G ang den
18 . Ja n u a r og sidste G ang den 19 . M ai 18 3 2 , ialt kun de to
O p fø relser; der v a r fo retaget nogle F o rand rin ge r mellem de to
F o re stillin g e r, med de kunde ikk e redde S ty k k e t fra Udp ibn ing;
det v a r fo r d ristigt i det Problem , det stillede: Nødløgnens
betingede B ere ttigelse, og fo r sv a g t i den dramatiske B e g ru n
delse. „Sp ro g læ reren “ , mere tilskaaren efter den konven tionelle
Læ st, gjo rd e derimod L y k k e 18 3 2 og g ik i noget over sy v A a r
en Snes G ange over Scenen, især baaret a f J f r . Jø rg en sen s
udmærkede S p il som F r u B erg e r.
H en rik H e r t z v a r siden „G jen g an g erb re v en e“ , „Am ors
G e n istreg e r“ , „D ebatten i Po litivennen “ , „Sp arek a ssen og de
andre A rbeid er, i h vilk e han theoretisk og p rak tisk sluttede
F ø lg e med H eiberg, b leven en kjæ r Omgangsven i dennes H jem.
E n Fo rm id d ag i V in teren 18 3 6—37 kom han, som saa ofte, ud
i B ro g ad en p aa K ristian sh a vn og sagde paa sin egen beskedne
Maade til F ru en i H u set: „K jæ re F ru H e ib erg ! J e g har, med
Skam at tale om, atter sk revet et S ty k k e og længes meget efter
at høre, h vad D e og H eib erg v il synes derom. J e g er saa bange
for, at D e skal have noget imod den Ro lle, som jeg ønsker De