524 / 660
S IO
DET KONGELIGE THEATER 1825— 49.
Musik i Sp roget, der paa eengang forekomm er os saa gammel
og saa ny, saa ve lb ek jen d t og saa fremmed. Man tænke sig det
samme S to f udført, saavid t muligt, Scene fo r Scene, R e p lik fo r
R ep lik , i det moderne trag isk e V ersem aal; man v il da indrømme,
at det A rom atiske, den egen lige B o u k e t a f den poetiske Y in ,
vilde væ re fo rdun stet; fø rst i D ialogen s K jæm p eviseton e faa er
A lt, h vad der hører til Stoffet, sin rette poetiske B e ty d n in g og
G lan s, h vilk et her er saam eget m indre pa afa ld end e, som det
selv er hen tet fra K jæm pevisen . F o run d e rlig er den Trolddom ,
som lig g e r i Fo lk epo esien
og i F o lk em u sik e n ; det er,
som om Øret, hvorigjennem
deres In d tryk finde Y e i,
udvidede sig til et un iv er
selt Sand se -O rgan “ . A lle
rede i „E lv e rh ø i“ v iste de
gam le Fo lk em elod ie r deres
M agt over en S læ g t, der
saa at sig e slet ik k e kj endte
dem, men fo r hvilken de
ik k e desm indre i al deres
fremm ede N yh ed k lan g
som gam le og v elb ek jend te.
D er v a r det Melodierne,
S v e nd Dy r i ng s Hus.
SOm meddehæ den natio-
Efter en T egn in g a f Edv. Lehm ann.
liale K o lo rit, Og Ved Selve
de i Skue sp ille t angivne
orhold frem stilledes Sangene selv som allered e h alvt foræ ldede,
som tilhørende A lm uens i degam le
S ag n levende B evid sthed .’
I „S v e n d D y rin g s H u su er derta g e t et stort S k rid t frem ad i
B en y ttelsen a f F o lk ed ig tn in gen , idet den her g jø r sig gjæ ldende
ikk e ved sine Melodier, men ved sin egen ly risk e K a rak te r, ved
Musik en i sme Ord. „S v en d D y rin g s D ig te r har reproduceret
vo r F o lk ep o e si i en ny, selvstænd ig A ffedn ing, med de In d
skrænkn inger og U d vid elser, som ere nødvendige fo r en saadan,
ko rt sag t saaledes som en nuværende D ig te r med G en i og Sm ag
maatte g jø re det, og i Sæ rdeleshed med den K un d sk ab til de
scen iske F o rd rin g e r, paa h v ilk e Fo re ta g en d e t saa le t kunde væ re