522 / 660
508
DET KONGELIGE THEATER
1825—40.
sk a l spille, og har D e det, saa kan S ty k k e t ik k e op fø res“ . F r u
H e ib e rg havde i de sidste sex A a r sp illet F en e lla i „D en Stumme
i P o rtic i“ henved et halvthund rede G ange og v a r stærkt
anstrengt a f denne fo rcerede M im ik-Præ station, som Pub likum
atter og atter v ild e se. V ed H ertz’s Ord foer der en sk ræ k ind
ja g en d e A n else igjennem hende, og hun udb rød : „M en Gud,
H e rtz ! De har dog v e l ald rig sk re v e t en stum R o lle fo r m ig ? “
Hertz b rast i L a tte r, id et han lagd e sin flade H aand paa P and en
en Gestus, der v a r ham egen, n aar han fand t Noget kom isk —
og sagd e : „Nei, Gud bedre d e t! Hun ta le r n ok ; g id D e b lo t
ik k e maa finde: altfo r m eget.“ L n A fte n b le v da bestem t, paa
h vilk en Hertz skulde komme og læse S ty k k e t op fo r H eib erg ,
hans K o n e og hans Moder.
Man b le v siddende sammen til
lan g t ud paa Natten fo r atter og atter at tale om, hvad man
h avd e hørt, og i ædel V in b lev der udb ragt S k a a le r fo r det n ye
D ig te rvæ rk , fo r det herlige D ram as L y k k e paa den v an sk e lig e
B an e over Scenen. D ets N avn v a r „ S v e n d D y r i n g s H u s 11,
fo rlængst an erk jend t som et a f vo r L ittera tu rs k la ssisk e Væ rk er,
tilmed et a f de skjønneste og rig este, og in d sk re vet i T h ea trets
H istorie med fireog tresind styve Opførelser siden hin 15 . M arts
18 3 7 , da det sp illedes fo r fø rste G an g fo r et P u b likum , hvis
B etageth ed steg fra Scene til Scene. „U nd er hele den m ester
lige første A k t ,“ fo rtæ ller F ru H eiberg, „h avd e T ilsku ern e fo r
holdt sig i spændt T au sh ed , men efter at Tæppet v a r faldet,
udbrød der en sand Ju b e l, og en Tummel, en K o n v e rse ren lød
i T ilskuersalen , hvo r E n h v e r følte T ran g til at g iv e sin F o r-
bauselse og B eund rin g L u ft i Ord; og man kan g je rn e sige, at
S ty k k e ts L y k k e allered e da va r g jo rt og U d fald e t u om tv iste lig t“ .
„A t Svend D y rin g s Hus vilde erholde et lan g t L iv pa a vo r
Scene og et e v ig t L iv i vo r L ittera tu r, kunde den, som k jend te
S ty k k e t, nogenlunde vid e iforveien , inden den offentlige M en ing
fø rst ved dets Frem trædelse paa Scenen og Pu b lik a tion ved
P ressen fik L e d ig h e d til at b egynd e sin Stad fæ stelse a f hin
fo reløb ige p riv ate D om ,“ hedder det i H eib erg s berøm te A f
hand ling i „P e rse n s “ .
„D e r er Noget i denne D igtn ing, som
maa h en rive enhver D an sk ; det er det Nationale deri, som til
lige er b le vet populairt, saa at det g rib e r det hele Publikum .
Det er ik k e sk re v e t fo r denne eller hin K la sse , ik k e b lo t fo r