528 / 660
5 1 3
U d fø relsen a f disse to Sk ikkelser, om hvis Fo rho ld hele In te r
essen sam ler sig med stad ig stigende S ty rk e , va r ogsaa saa v id
und erlig fuldendt, saa lysende og varmende gjennem den hele
S k a la a f b evæ ged e Stemn inger og ’skjæbnesvangre L id en sk ab e r
(S. 404), at den vilde h ave væ ret stærk nok til at bære selv en
m indre fængslende H andling end den, der fy ld e r dette skjønne
D ig te rvæ rk , i h v ilk e t trag isk A lv o r og p syk o lo g isk Sk a rp syn
paa den virkn ing sfu ldeste Maade er forenet med sikk ert
beregnende th eatralsk
K u n st.
J o h a n n e s C a r s t e n
H a u c h
( 17 9 0 - 18 7 2 )
h avd e i Rom sk reve t
S ø rg esp illet „ T i b e r i u s ,
R o m s C æ s a r “ , s om dog
fø rst b le v u d g iv e t 1828,
efter hans H jemkom st
til D anm ark, og spillet
samme A a r den 18 . D e
cem b er, men hen lagt
allered e efter den tredie
Opførelse i den p aa
fø lg end e Martsmaaned,
sk jønd t R y g e s T ib er v a r
en gen ial F rem stillin g
og N ielsen som Ger-
manicus ik k e mindre
end C arl W in sløw som
S ej an stod ham væ rdigt
v e d Siden . Hauchs Sørgesp il er en storslaaet D igtning, streng
i sin eth iske Holdning, h istorisk i sin Aand, med en dybt-
skuende, indtrængende K a rak te rtegn in g og en ægte dramatisk
B eh an d lin g a f Stoffet. Men det D ram atiske er ik k e altid ens
betydende med det Th eatralske; S ty k k e t va r sk revet som „Læ se-
d ram a“ , og dets T ilretn ing fo r Scenen kunde kun finde Sted
paa B ek o stn in g a f adskillige a f dets Fo rtrin , uden at der dog
kom noget virksom t Theaterstykke ud a f det. Fø rst efter et
lan g t Spand a f A a r prøvede Hauch paany sin L y k k e paa Scenen,
38
J. C. Haucih.
Tegnet af F. Verm ehren.