64 / 660
5 8
DET KONGELIGE THEATER 1801—25.
sin praktiske Lærdom: „Hvis hver Mand i Byen havde saadant,
et lille Kighul, saa var Svogerskabet ikke saa stort“ — denne
Aabenbaring af uendelig Komik glemtes aldrig af den, der
havde seet den. Stor i sin Selvbevidsthed, overlegen i sin fuld
stændige Mangel paa Anelse om sin egen Uvidenhed, brutal
mod sin Husstand, kattekjælen i sin Beilen til den kjønne
Møllerkone var hans Brause i „Sovedrikken“, en Skikkelse, hvis
mindste Yttringer i Sang som i Tale fremgik af et Totalblik
paa den komiske Personlighed, der skulde fremstilles. I noblere
Linier, med finere Profil tegnedes det myndige, karakterfaste
Væsen hos den strenge Formynder Maleren Grøndal i „Ungdom
og Galskab“, men ogsaa ham stillede Frydendahls Lune i ægte
komisk Belysning, saa at disse Boller, skabte af ham og for
træffeligt udførte af hans Efterfølgere, ingensinde naaede det
Høidepunkt af straalende Komik, som han hævede dem op til.
Han spillede Montefiascone i „Cendrillon“, Jacob i „Joseph og
hans Brødre“, Pierre i „Sargino“ og sluttede disse sine Opera
triumfer indenfor Periodens Grænse med Skabelsen af sin geniale
Bartholo baade i „Figaros Giftermaal“ og i „Barberen“, en
Figur, der var ligesom mættet med al den Komik, han
raadede over.
Om denne Komik skriver Baggesen: „Det karakteristisk
Ypperlige i Frydendahls Fremstilling af komiske Originaler,
især i Liv-Boller, er den næsten ubegribelige Fuldendelse af
alle de mindste Træk og den fuldkomne Sammenhæng mellem
alle Momenter i en le t, som af sig selv frembølgende Glathed,
der giver endog det Barokke Gratie og gjør Karikaturen selv
til Ideal.“ Han tager ikke i Betænkning at kalde ham „den
største nulevende komiske Skuespiller i Europa,“ og denne Dom
har nogen Vægt, fordi den bereiste Baggesen havde seet megen
fremmed Komedie. Naar han fremdeles taler om „en vis yderst
fin komisk Duft“, der ligesom omsvæver Frydendahls hele Person,
vil han dermed forklare den næsten utrolige Magt, Kunstneren
øvede over sit Publikum blot ved at vise sig for det. Hvor
han som Flensborgeren i Treaktssammendraget af „Gert West-
phaler“ kom ind paa Barberstuen og ganske spagfærdigt og
naturligt tog Plads i en Stol, fremkaldte han blot ved at sidde
og vente med et taalmodigt, inderligt tanketomt Ansigt en sand