59 / 660
LINDGrKEEN.
5 3
Titelrollen i den gamle Komedie „Crispin som Fader“, Magister
Schnudrian i Kotzebnes forskrækkelige F emaktslystspil „Sorger
uden Nød og Nød uden Sorger“, Twastle i Oehlenschlågers
„Robinson i England“, den slyngelagtige Birkedommer i Fru
von "Weissenthurns „Godset Sternberg“, Gartneren i „De mis
tænksomme Ægtefolk“ o. il.
Hvor ægte Følelse skal gjennembryde en komisk Skal
for at yttre sig, hvor det Rørende og det Snurrige ere tæt
sammenvoxede og virke med Taarer og Smil paa en og samme
Tid, altsaa paa det egentlige Humoristiskes Omraade, havde
Lindgreen et Felt, hvor han har vundet nogle af sine fyldigste
Laurbær; hans Rolle i den ovenfor nævnte „Hjemkomne Nabob“,
som han ogsaa senere i Tiden valgte til sin Jubilæumsbenefice,
er et Vidnesbyrd herom. Men hvor det Gribende, det Ædle
og Alvorlige fremtræder selvstændigt, uden at være gjennem-
brudt af Humorens Straalespil, der savnede hans Personlighed
Evne til at illudere, og Spillet blev upaalideligt. Naar han en
og anden Gang forsøgte sig indenfor disse Enemærker, var det,
fordi han ikke mindre end saamange andre Skuespillere var et
Offer for den Fiktion, at han just udenfor sit sædvanlige Fag
vilde kunne yde noget Fortræffeligt. Det var ham saaledes om
at gjøre at komme til at spille den gamle Oberst i Rahbeks
rørende Skuespil „Forføreren“, en ædel Mand, der rejser omkring
for at finde og afstraffe den Skurk, der har bragt Skjændsel og
Sorg over hans Hus. Men med hans Personlighed kunde Publi
kum ikke forbinde Forestillingen om den ædle Pathos i ren,
isoleret Form, Minderne fra hans komiske Repertoire fulgte
hans. Fremstilling i Hælene, og den vakte L a tte r, hvor hele
Situationen var lagt an paa at ryste og gribe. Til andre Tidei
var det Theatrets Bestyrelse, som tvang ham ind i Roller, der
for den mest overfladiske Betragtning maatte vise sig at ligge
udenfor hans Rækkevidde, som da han spillede Polonius i
„Hamlet“ uden Hensyn til, at den Komik, hvormed denne Figur
skal fyldes, er af en ganske anden fin og skarp og hofmands
mæssig Art end det brede Lune, Lindgreen raadede over; heller
ikke Battista i „Correggio“ kunde han give den italienske
Slyngelagtighed, Rollen skal udtrykke. Hans nationale Særpræg