65 / 660
FRYDENDAHL.
5 9
I
Latterstorm, inden han endnu havde faaet sagt en Replik.
Hvorledes han kunde dirigere Tilskuerpladsens Latter efter
Ønske, viste han som de Marcée i det ovenfor nævnte Enakts-
stykke af Etienne og d’Alayrac; han havde her en Monolog,
hvor et fra først af let og flygtigt Smil breder sig mere og mere
over Ansigtet, indtil det gaaer over i en først stille, derpaa
alt lydeligere og lydeligere Latter, som ender med et ubetvin
geligt larmende Lattervæld — Tilskuernes Ansigter og Stemning
gjennemgik nøiagtig den samme gradvise Metamorfose som
Skuespillerens, og til Slutning overdøvedes hans Skoggerlatter
af en tusindstemmig Kaskade fra Tilskuerpladsen. *
Det var denne Evne til at illudere, Theatret byggede
paa, naar det overdrog ham Roller, som laa ganske, udenfor
hans Fag, og som kun Nøden tvang Bestyrelsen til at bede ham
overtage. Saaledes da man skulde spille den nordiske Tragedie
uden at eie den nordiske Helt, som man senere saa uventet
fandt i Ryge. Baade af Statur og Stemme var Frydendahl
heltemæssig nok til at kunne illudere som Hakon Jarl, men
hvad han selv og Andre maatte tvivle om, var hans Forstaaelse
af den nye tragiske Stil og Muligheden af dens Sammensmelt
ning med hans Personlighed. Der var da ogsaa dem, som hem
meligt glædede sig til at se enFiasco, og denne hans Misunderes
Forventning var ikke Frydendahl ubekjendt. Men hen fandt
han kun en Grund mere til at samle al sin Kraft om Opgaven,
til i Fantasien at sammensætte Heltens Totalbillede af Rollens
enkelte Træk og saa lægge hele sin Varme og Kraft i Fremstil
lingen af den saaledes opfattede Skikkelse. Det lykkedes ham
bedre, end Nogen kunde have anet, og Normanden Pram fandt
ham den første Aften „saa ægte norsk majestætisk som en
Fieldfos i en Granskov.“ Aaret efter spillede han Harald Blaa-
tand i „Palnatoke“, og i
d e n n e
Karakters Blanding af Lumskhed
og Kraft fandt han Momenter, som han kunde sammenarbeide
til et gribende sandt Billede. Af andre oehlensehlagerske
Roller udførte han Michel Angelo i „Correggio og Erik i
„Erik og Abel“.
Fra dette Repertoire maa vi dog søge tilbage til -Kome
dien, Lystspillet og Syngestykket for at træffe Frydendahl i
hans rette Sfære. Her var han den uovertræffelige og uover