66 / 660
6 0
DET KONGELIGE THEATER 1801—25.
trufne Mester, den rigeste Natur, den overdaadigste Yder, den
lykkeligst udrustede Personlighed, vor Scene har kjendt. Og
dog havde ogsaa denne Sol sine Pletter. Tidens Hang til Over
drivelser havde eiheller ladet denne ypperlige Kunstner uberørt.
Fristelsen laa hans yppige Lune nær, og navnlig hvor han spil
lede Almuesfolk og simple Personer, modstod han den ikke;
han mente at træffe disses Væsen bedst ved at smøre tykt paa,
ligesom han ogsaa havde ondt ved at blive fortrolig med deres
Følelsesliv og kun sjeldent formaaede at lægge det rette Enfold
i Udtrykket for den jevne Mands Glæde eller Sorg. Fryden-
dahls fornemme Holdning forbød ham at stige for langt ned ad
Samfundsstigens Trin ogsaa i det Repertoire, han skulde op
træde i. Man havde engang tildelt ham en Skomagers Rolle.
Han gav sin Indignation hero ter Luft, idet han med sin aller-
fornemste Betoning af Ordene sagde: „Hvorledes skal j e g
kunne spille en Skomager?“ — „Greven kan jo spille ham som
en Hof-Skomager,“ svarede Lindgreen, hvis kaustiske Vid altid
var rede til at regulere hans fine Kollegas høie Flugt.
Aaret før Lindgreen var Frydendahl bleven udnævnt
til Elev- og Sceneinstrukteur. Ligesaa lidt som sin Embeds
fælle formaaede han at give nogen motiverende Redegjørelse
for en Rolle, men nøiedes med at spille den for Eleven som
Model til Efterligning. Det sceniske Arrangement havde han
ligesaa liden Forstand paa som Interesse for og overlod gjerne
alt Herhenhørende til de Optrædendes indbyrdes Arrangement.
Mad. F r y d e n d a h l (I. S. 412—17) havde passeret de
F jure ved den her behandlede Periodes Begyndelse, men endnu
var hendes Stemme frisk og ung, og hvad hendes dramatiske
Fremstillingsevne angaaer, var det, som om den havde vundet
i Varme og Liv med Aarene. Hun udførte saaledes den kvinde
lige Titelrolle i d’Alayracs Syngestykke „Adolf og Clara“ med
en henrivende Ynde og gjorde baade i Sang og Spil fuldtud
det ungdommelige Indtryk, Rollen skal fremkalde. I „De to
Dage“ løste hun som Præsidentens Gemalinde med ikke mindre
Fuldendthed en Opgave af en ganske anden Art og lagde en
Lidenskab i sin Kjærlighed, en Værdighed i sin Sorg, som bi
drog sin store Del til den Lykke, Cherubinis Syngestykke gjorde.