72 / 660
i>. FOERSOM.
6 5
A t b ringe Shak speare paa den danske Scene v a r im idlertid
et Sk rid t, som Theaterbestyrelsen mente at burde betænke sig
længe og grund igt paa, og skjøndt n avn lig Oehlenschlåger atter
og a tter tilskynd ed e dertil, fordi hans egen D igtn ing kun kunde
vind e ved , at baade Skuespillere og Publikum b leve mere fo r
tro lig e med den tra g isk e Stil, var det dog fø rst i A a re t 18 1 3 ,
at F o ersom fik sit inderligste Ønske opfyldt. Onsdagen den 12 .
M ai opførtes „H am let i en væ rdig U d sty re lse , men med en i
a d sk illig e H en seender mangelfuld Udførelse. M eget bødede det
dog p aa denne, at Hovedrollen fu ld t kom til sin R e t. Med
den v a r Foersom fo rtro lig som ingen Anden, dens Væ sen v a r
barn opladt ind til den løn ligste K ro g , ud fra sin egen K a ra k te r
fo rstod ham sympathetisk Ham iets, og h vert a f Prin sen s grub
lend e Ord eller snertende Ind fald v a r ve iet paa Sp roge ts fint
mærkende Væ g t a f F rem stilleren selv. Ham let b le v det Høieste,
F o ersom naaede i sin Kun st, og om hans V irkn in g paa Publikum
er der naaet en spontan Udtalelse til os i P ram s U db rud .
„D e t er dog en mageløs Fornøielse at se den h erlige Foersom
iaften . A lt h vad der er d yg tig t i K a rlen , baade Ondt og Godt,
er som fo rk la ret ved at det har faaet shak speareske U d tryk .
M en han brændes ogsaa ud a f lutter G n is t! Sp iller han Ham let
fem G an ge i een V in ter, er han P inedød A ske, inden han seer V a a r !“
18 1 6 kom „K o n g L e a r “ paa Scenen med Foersom i E d g a rs
R o lle , atter en udmærket Frem stilling paa det nær, at den
a llered e sy g e lig e Kunstner maatte lade det skorte paa K ra ft.
D a „M a cb eth “ kom frem i November 18 17 , b le v det g iv e t
sammen med „Foersom s M inde“ til F o rd e l fo r hans E fte rlad te .
H an v a r død den 24. Ja n u a r samme A a r a f en h eftig N ervefeber,
endnu ik k e fy rre ty v e A a r gammel; sexten D age forinden v a r
han optraadt sidste G ang som E ra st i „D en Væ gelsind ed e“^
Foersom s Y ttrin g om Skuespillerens langsomme S e lv
m ord og P ram s F r y g t for, at han skulde „brændes ud a f lu tter
G n is t“ betegne træffende hans Kunstnernatur. Han v a r lu tter
I v e r og G lød, id el Stræben efter det fjerne Id e a l ofte tung
sind ig over ik k e at kunne gribe det, stundom fy ld t a f en Humor,
der gjennem T a arer smilede ad den menneskelige Stræbens
In te th ed , til andre T ider b ittert snertende egne og
.n res
M isgreb og Mangler. S it ideale Standpunkt hævdede^ han ogsaa