76 / 660
MAD. HEGER.
69
nord isk Skuesp il, hvis Scene ikk e er paa en a f Danmarks Sletter,
men i N o rges vildeste F je ld e gn e / 4
Som V a lb o rg fik Mad. H eger vel ik k e dansk Slette jord
under Fødderne, men den milde F re d i Trondkjem s „g o d s lig e “
D om k irk e v a r ju st en Atmosfære, i h vilken hendes Kun st kunde
triv e s, og den i K lo stre t opdragne Jom fru en Person lighed , med
hvis rene K vind eligh ed hendes egen fald t fuldkommen sammen.
I ik k e rin g ere G rad v a r dette T ilfæ ldet med en Ro lle som Marie
i „C o rre g g io “ , h vilk en hun, efter B ag g e sen s Dom, udførte „med
al den M ildhed, B lidhed , U skyldighed og Ynde, 'som k arak teriserer
hendes rørende Sp il. Som L y s e t gaaer ud fra B a rn e t i hint
berøm te M aleri a f Correggio, g ik G lansen i hele Fo restillin gen
ud fra h end e .“ Som H e lg a i „S tæ rkodd er“ v a r hun a tter ene-
staaende i sin F rem stilling a f det jom fru eligt R en e, det stille
Svæ rm ende, men savnede U d tryk for de kraftfu ld ere E lem en ter
i K a rak te ren , medens hun som Caroline i „D en lille H y rd ed ren g “ ,
h vo r hun v a r indenfor Id y llen s Omraade, g a v netop et saadant
afdæmpet B illed e a f den smertefuldt bevægede, gudhengivne,
u ro k k e lig t troende Moder, som D igtarten fordrede.
Ud en fo r det oehlenschlagerske R eperto ire b le v Mad.
H e ge r isæ r beundret fo r sin Ud førelse a f lit e lr o lle n i Ingem anns
S ø rg e sp il „ B la n c a “ , hvis elegiske Grundtone fand t et gan ske
sæ rlig t stem t O rgan i hendes Temperament, efter h v ilk e t den
v e l ogsaa v a r afpasset a f D igteren, der begeistret takked e hende
som den,
cler med Blancas hele Sjæl fortrolig
som hendes Tvillingsøster for mig staaer
og i sin hl ligt med Serafvinger naaer
selv Idealets fjerne Himmelbolig.
D en fangne D ronning i Sch illers „M aria S tu a rt“ har i sm
K a r a k t e r saam egen Resignation , saamegen sorgdæmpet Fø lelse,
at Mad. H e g e r v e l maatte kunne tro sig istand til at g iv e et .
træ ffende B ille d e a f hende; men denne den største dramatiske
Opgave, hun tog paa sine Skuldre, formaaede tøm kun de vis
at bære igjennem , fordi den store Pathos manglede hende; her
skulde L id en sk ab en slaa ud i Lue, her skulde den m ajestæ tiske
H ø ihed an tage saa store Form er, at den kunde
ydmyge,
og
op irre M agtens Ihændehaver, og paa disse afgjørende Pun k ei