73 / 660
6 6
DET KONGELIGE THEATER 1801—25.
i det d a g lig e F o rh o ld til Th ea tret.
D ets L i v og A v in d og
In trig e r v a r liam en V e d e rsty g g e lig h e d ik k e m indre end den
n knn stn eriske Ja g e n efte r P u b likum s B ifa ld , som v a r en a f
T id en s S k jø d e s y n d e r; de h yp p ig e B e stræ b e lse r fo r ved alleh aand e
F a g t e r og L a z z i at d rage Opmæ rksomheden bo rt fra en S cenes
H o v ed p e rso n fo r se lv at g jø re sig b emæ rket, k a ld te han „e t
T y v e n fo r A lle s Øm e11 og p a a sta a e r i en a f sine A fo n sm e i, at
„d ette S la g s T y v e r i sk a l væ re m eget g jæ n g s p a a den dan ske
S k u e p la d s.“ S in e K a ld sfæ lle r h avd e han ik k e m eget S am kv em
med, om g ik ke s e g en tlig kun L in d g re en , E e g h o lm og sin b eun
d rede, hø itelsked e M ester og L æ re r R o sin g . H an v a r m eget i
sit H jem og søgte udeu fo r det m est S e lsk a b med F o rfa tte r e og
L itte ra tu rv en n e r, i h vis K re d s S h a k sp e a re s O versæ tter v a r høit
anseet. Som alle S k u e sp ille re elsked e han det tv an g lø se L a n d liv
i Somm erferien . To Væ relser i en a fsid es B o n d e g a a rd mellem
B re d e og Lu n d to fte v a re i endel A a r hans og han s F am ilie s
Somm eropho ld ssted , ind til Mæcenen G re v Sch imm elm ann lod
ind rette en L e ilig h e d p a a B re d e g a a rd til dem. H e r sy sled e
F o ersom med O versæ ttelser og selvstæ nd ig D ig tn in g , fo rbe red te
U d g iv e lse n a f sine T h ea terk a len d e re, sin „L æ sn in g fo r Y n d e re
og D y rk e re a f S k u e sp ilku n sten “ og andre S k rifte r. L n M odgang,
som h an tog sig m eget nær, v a r, at h an 1 S 1 6 ik k e b le v Ind
struk teu r v e d S chw a rz ’s A fg a n g ; det dulmede ik k e Sku ffelsen s
Sm erte, at D irek tion en i sit A fs la g fremhæved-e hans „a lm in d e lig
erk jend te Væ rd som V id en skab sm and , K u n stn e r og M en n e sk e “
og h en viste til, at „Em b ed sp lig ten g jo rd e det til en ub rød elig
L o v “ at ta g e H en syn til T jen estetid en s Læ n gd e. F ry d e n d ah l
fik Em b ed et. E ft e r A lt, h v ad vi k jend e til Foersom , h avd e han
egn et sig lan g t bed re t il at b estrid e det (S. 60); hans D e l
ag tigh ed i „H am le t“ s Iscen e sæ tte lse ta le r ia ltfa ld h erfo r ik k e
m indre end hans om fattende kun stn e risk e D annelse. H an kunde
a f egen E r fa r in g h av e læ rt sine E le v e r , h vo rled es en op rind elig
h v e rk e n stæ rk eller ty d e lig Stemm e v e d at sko les kunde vind e
Sm id igh ed og F y ld e og b liv e et ly d ig t R e d s k a b fo r D e k lam a
tionens fin t a fv e ien d e K u n s t, i h v ilk e n h an v a r en M ester som
in gen anden a f sine S am tid ig e. D e t v a r Fo ersom , der 1809
ind fø rte de senere saa alm indelige D ek lam ato rie r paa Plie-
atret. (S 22).