56 / 660
5 0
DET KONGELIGE THEATER. 1801—25.
i Dialekt og Bondeholdning, som vistnok har overgaaet For-
gjængerens, hvor skarp en Iagttager denne end var; thi Lind
green var fra Barnsben fortrolig med Boskildeegnens sjællandske
Idiom og dens landlige Beboeres Type. Dertil kom, at en af
Charmerne ved Lindgreens Komik var en vis storslaaet Troskyldig
hed, en tommetyk Naivetet, som øieblikkelig tog Tilskuerne ved
sine tilsyneladende uberegnede, ja ubevidste Yttringer, og som
paa det Nøieste stemte med disse Sider i Jeppes Karakter,
medens Kunstneren besad rigelige Udtryksmidler for det Skjelm-
ske, det Forslagne og Bondefiffige, til at kunne tegne ogsaa de
andre Sider af hans Personlighed med fornøden Klarhed. Lind
greens Jeppe beundredes af hans Samtid som hans komiske
Kunsts Mesterstykke og beundres saaledes endnu af hans geniale
Elev Phister, der tog Arven op efter ham som den Sidste, der
paa det kgl. Theater har ført denne fint udmeislede og dog
saa drastisk virkende Menneskefremstilling videre i den tidligt
indslagne Traditions Spor og beriget den af sin egen opfind
somme Aands anskueliggjørende Evne.
Rahbek har i de ovenfor nævnte Skrifter saa temmelig
Scene for Scene gjort Rede for Gjelstrups Udførelse af Jeppe,
men indskrænker sig for hans Eftermands Yedkommende til den
Bemærkning, at det vilde være „eil overordentlig Vinding fol
den dramatiske Kunst og det holbergske Lystspil, hvis man af
vor klassiske Lindgreens Fremstilling havde en ligesaa authen-
tisk Karakteristik, som ustridig vilde blive en ny Stadfæstelse
af den Forskjellighed, som, med den mest overensstemmende
Anskuelse af Rollen, Kunstnernes moralske og fysiske Forskjel-
lighed stedse ville lægge i Fremstillingen deraf.“ Savnet af en
Karakteristik som den omtalte er saameget stø rre, som den
vilde have udfyldt Hullet mellem Rahbeks Redegjørelse for
Gjelstrups og G. Brandes’ for Phisters Spil som Jeppe („Kritiker
og Portraiter“ 1870, S. 104—12) og saaledes dannet Mellemleddet
i en ret enestaaende dramaturgisk Trilogi. Men den Bemærkning
ligger unegtelig nær, at Ingen vilde have været nærmere end
Rahbek selv til at paatage sig Arbeidet, og at han her har
svigtet en Forpligtelse som Dramaturg særligt paa det holberg
ske Repertoires Omraade. Det er en forholdsvis tarvelig Erstat
ning, han giver i Beretningen om, hvorlunde han en Fastelavns