51 / 660
SCHWAEZ.
45
S c liw ar z (I. S. 361—75) gik ind i det nittende Aarhundrede
som en Mand liøit oppe i de .Fyrre. Hans oprindelig saa spinkle
og smidige Skikkelse var bleven forladen og noget tung, og da
lian ikke var liøi af Yæxt, havde han faaet en temmelig under
sætsig Figur. Forlængst havde han opgivet de unge og livlige
Roller, som han engang havde henrevet Publikum med, men i
det ældre Fag var han endnu den gamle Mester i Forvandlings
kunst, den sam
me
aandfulde
og dybtskuende
Kunstner som
før. Ogsaa for
at lære det Nye
maatte
han
læsse Skuldre
O O
til, ganske vist
i Mangel af en
bedre
Kraft.
Paa Theatrets
Forhold til den
oehlenshlager-
ske Tragedies
Fremkomst kan
man
anvende
Schillers Ord:
„Und der grosse
Moment findet
ein kleines Ge-
schlecht“ , ikke
i den Betydning
at den daværende Generation af Skuespillere kun naaede til
Kunstens Lavmaal, men saaledes forstaaet, at de med al deies
Storhed dog vare et Hoved mindre end den nye Digtnings Ideal,
vare besjælede af en anden Aand, opvoxede i en anden Luft
end den, der gjennemsusede den nordiske Tragedie.
Kun
Rosing kunde have tændt Kunstens Fakkel ved den nye Sols
Ild, og han laa som en Prometheus fængslet til Klippen. Men
da Digtning fulgte paa Digtning, kunde Theatret ikke lade Op