49 / 660
KNUDSEN.
48
er li el e Figuren et Øieblik ubevægelig i hver Nerve; men da
lader Obersten Gardinet falde til, og Fortryllelsen er hævet:
Figuren gjennemstrømmes af Liv uden at bevæge sig af Stedet,
Glæden straaler ud af Ansigtet, Blikket hæver sig rask med et
ildfuldt Udtryk af Tak til Gud, og den høire Haand fører lyn
hastigt Prisen til Næsen med en Energi, som paa Tilskueren
gjorde Indtrykket af et uvilkaarligt jublende Udraab: Det gik!
han er frelst!“ Om Indtrykket af dette Spil ved den første Op
førelse af Stykket hedder det videre i den samme Fremstilling, at
Publikum, „henrevet af Sandheden, havde fulgt Kunstnerens Spil
i ængstelig dyb Taushed, hans Spænding var gaaet over paa det,
men da han med Et fik Liv og den Graadighed og Henrykkelse,
hvormed han tog Prisen, gav hans Sjæleglæde dens Emfasis,
gjorde Naturligheden en saa overraskende og slaaende Virkning,
at der pludseligt udbrød et Bifald, som ved sin Inderlighed og
Styrke vidnede om, at det gav sig Luft fra Alles Hjerte.
Den herlige Kunstners Død føltes som en Folkesorg
Landet over, saameget dybere, som den kom. saa temmelig
uventet. Knudsen var af en kraftig Konstitution, frisk og stæi k,
men just i Tillid til denne sin frodige Helbredstilstand havde
han til Tider tiltroet den formeget og overanstrengt sig
paa sine mange Reiser i velgjørende Øiemed, navnlig paa en
Tour til Norge i aaben Baad og under barske Veirforhold. Da
han var kommen lidt paa den anden Side af de Halvtieds,
begyndte han at skrante, men han var altfor begjæilig eftei
den jevnlige Rapport med sit beundrende Publikum, til at han
kunde finde sig i at underkaste sig den fornødne langvaiigo
Lægebehandling, kunde eiheller bekvemme sig til at afgive
nogen Del af sit omfattende Repertoire og vedblev at optræde
trods tiltagende Svagelighed, sidste Aften den 27. Novembei
1815, da han kom syg hjem efter Udførelsen af Arianke Grov
smeds i „Den politiske Kandestøber“. Endnu engang betraadte
Knudsen de Brædder, der vare hans Verden, nemlig til sin
Benefice den 16. December, men han indskrænkede sig ved
denne Ledighed til Fremsigelsen af en Epilog efter Opførelsen
af „Herman von Unna“, i hvilket Stykke han ikke havde Rolle.
Trods de truende Varsler havde Publikum dog haabet
at faae sin Yndling at se igl'en og modtog derfor med den