Previous Page  49 / 660 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 49 / 660 Next Page
Page Background

KNUDSEN.

48

er li el e Figuren et Øieblik ubevægelig i hver Nerve; men da

lader Obersten Gardinet falde til, og Fortryllelsen er hævet:

Figuren gjennemstrømmes af Liv uden at bevæge sig af Stedet,

Glæden straaler ud af Ansigtet, Blikket hæver sig rask med et

ildfuldt Udtryk af Tak til Gud, og den høire Haand fører lyn­

hastigt Prisen til Næsen med en Energi, som paa Tilskueren

gjorde Indtrykket af et uvilkaarligt jublende Udraab: Det gik!

han er frelst!“ Om Indtrykket af dette Spil ved den første Op­

førelse af Stykket hedder det videre i den samme Fremstilling, at

Publikum, „henrevet af Sandheden, havde fulgt Kunstnerens Spil

i ængstelig dyb Taushed, hans Spænding var gaaet over paa det,

men da han med Et fik Liv og den Graadighed og Henrykkelse,

hvormed han tog Prisen, gav hans Sjæleglæde dens Emfasis,

gjorde Naturligheden en saa overraskende og slaaende Virkning,

at der pludseligt udbrød et Bifald, som ved sin Inderlighed og

Styrke vidnede om, at det gav sig Luft fra Alles Hjerte.

Den herlige Kunstners Død føltes som en Folkesorg

Landet over, saameget dybere, som den kom. saa temmelig

uventet. Knudsen var af en kraftig Konstitution, frisk og stæi k,

men just i Tillid til denne sin frodige Helbredstilstand havde

han til Tider tiltroet den formeget og overanstrengt sig

paa sine mange Reiser i velgjørende Øiemed, navnlig paa en

Tour til Norge i aaben Baad og under barske Veirforhold. Da

han var kommen lidt paa den anden Side af de Halvtieds,

begyndte han at skrante, men han var altfor begjæilig eftei

den jevnlige Rapport med sit beundrende Publikum, til at han

kunde finde sig i at underkaste sig den fornødne langvaiigo

Lægebehandling, kunde eiheller bekvemme sig til at afgive

nogen Del af sit omfattende Repertoire og vedblev at optræde

trods tiltagende Svagelighed, sidste Aften den 27. Novembei

1815, da han kom syg hjem efter Udførelsen af Arianke Grov­

smeds i „Den politiske Kandestøber“. Endnu engang betraadte

Knudsen de Brædder, der vare hans Verden, nemlig til sin

Benefice den 16. December, men han indskrænkede sig ved

denne Ledighed til Fremsigelsen af en Epilog efter Opførelsen

af „Herman von Unna“, i hvilket Stykke han ikke havde Rolle.

Trods de truende Varsler havde Publikum dog haabet

at faae sin Yndling at se igl'en og modtog derfor med den