48 / 660
42
DET KONGELIGE THEATER 1801— 25.
— Vandbæreren Michelli i Oherubinis ligesaa musikalsk ynde
fulde som dramatisk spændende Syngestykke „De to Dage“ .
En enkelt Episode af Knudsens Udførelse bar Overskou givet
en Skildring af, der saameget mere bør gjentages her, som den
Slags anskueliggjørende Referater desværre ere altfor sjeldne i
vor dramaturgiske Litteratur. Situationen er den, at den land
flygtige Præsident er skjult i Vandbærerens Hus, hvor han efter
søges af en Deling Militair under Anførsel af en Oberst. „Da
denne har spurgt Michelli,
0111
flere end de opgivne Personer
have Bopæl hos ham, og han med tilkjæmpet Fasthed har
svaret: ja, hans Fader, som ligger henne i Sengen og sover, vil
Obersten gaa derhen for at se, om det er saa. Nu var Knudsens
Spil i hele denne Scene følgende: Ved Oberstens første Bevæ
gelse imod Baggrunden gjennembæves Michelli af Rædsel for at
han skal opdage, at det er den eftersøgte Præsident, der ligger
i Sengen: hans Træk ere stive, overvældet lukker han Øinene
for det kommende Forfærdelige og er paaveie til at udstøde et
Smertensskrig ved at det skeer; men med rask Voldsomhed
tager hans faste Villie pludselig igjen Herredømmet over Angsten;
han springer snarraadig, med et let og hurtigt Skridt, henimod
Obersten, som derved standser, og beder, staaende i Springet
med fremadbøiet Overkrop og et tillidsfuldt bønligt Smil, i en
ærbødigt fortrolig Tone med dæmpet Stemme, som kjærlig Søn
og trohjertig Mand, at han vil være lidt varlig, for ikke at vække
den Gamle. Obersten lover ham det og fortsætter sin Gang.
Nu staaer Michelli vendt mod Tilskuerne , men skottende over
Skuldrene mod Baggrunden efter Obersten; al hans Tanke er
lammet under Spændingen af dette frygtelige Øiebliks Udfald,
enhver Mine, det hele Legeme er som forstenet, kun hans Blik
viser, at hans ganske Sjæl er hos Obersten og følger enhver af
dennes Bevægelser, da han medlidende betragter Krykken ved
Sengen, aabner Gardinet, rører ved Overdynen. Men under
denne Stillestaaen af Livet bevæger den venstre Haancl sig
mekanisk, som om den slet ikke hørte den forstenede Skikkelse
til, famlende ned i de vide Benklæders Sidelomme, og faaer
langsomt Savoyarclens Snusdaase o p ; den høire Haand gaaer,
Michellis Villie ligesaa ubevidst, hen til Daasen, tager Laaget
af og griber en Pris mellem Fingrene; — efter denne Bevægelse