45 / 660
MAD. KOSING-.
3 9
Overgangen til de ældre Fag, til den modne Kvinde med det
store Hjerte og de dybe Følelser eller med den myndige Frem
træden. En af hendes finest gjengivne Koiler fra Aarhundredets
Begyndelse var Baronesse Rosenstein i Ifflands Femaktskomedie
„Adolf og Lovise“ , en aldrende Dame, der er bleven forelsket
i en nng Borgerlig og kjæmper med sig selv for at overvinde
denne Lidenskab. Stykket var svagt, men hævedes til en inter
essant scenisk Fremstilling ved Mad. Rosings noble, i Følelses
udtrykket sande og gribende Spil, ikke mindre end Cumberlands
uheldige Tragedie „Munken fra Carmel“ ved hendes mesterlige
Udførelse af Maria og Kotzebues smagløse, men ikke desmindre
høit beundrede Rabalderstykke „Korsridderne“ ved hendes sjæl
fulde Gjengivelse af Abbedissens Rolle. _ Selv i en saadan
dramatisk Urimelighed somTexten til „Ludlams Hule“ formaaede
Mad. Rosing at vække Kunstens og Poesiens Liv; hendes Mo’er
Ludlam var et sælsomt spøgelseagtigt, ulegemligt Væsen, skabt
med stor Fantasi og virkende paa Fantasien med Mystikens hele
Magt, baade skrækindgydende og tillidvækkende og derved
motiverende sin Plads og sin Indgriben i Handlingen. ForOehlen-
schlågers Digtning blev Mad. Rosing dog af størst Betydning
ved sin Udførelse af Dronning Bera i „Hagbarth og Signe“, en
af de skjønneste Kvindeskikkelser, Skuepladsen har havt at op
vise, en Gjenfødelse af Oldnordens høihjertede, stærke Viv,
majestætisk i Holdning, energisk i Udtryk, ædel i hver Bevægelse,
sand og naturlig i hver Betoning. Kun Organet, der aldrig
havde udmærket sig ved Styrke, kunde nu i hendes tresinds
tyvende Aar stundom ved nogen Utydelighed femme Udbruddet
af den Kraft, hun følte i sit Indre. Dronning Bera. blev ogsaa
den sidste nye Rolle, hun paatog sig, men i sit ældre Repei-
toire vedblev hun endnu at virke en Del Aar. Den 3. Novem
ber 1823, Halvhundredaarsdagen for sin Debut, optraadte hun
som Juta i „Niels Ebbesen“ , den Rolle, hun havde skabt for
mere end femogtyve Aar siden, og som hun endnu foistod at
gjennemføre med den aandelige og legemlige Kraft, med den
naturlige Værdighed og høie Kvindelighed, hun fra først at
havde præget den med. I denne Roxle betraadte hun foi sidste
Gang Scenen den næstfølgende 18. December.