40 / 660
84
DET KONGELIGE THEATER 1801—25.
hvis Haardnakkethed tiltog, efterat han den følgende Sommer
var kæntret paa Esrom Sø og havde maattet svømme iland for
derpaa gjennemvaad at gaa til sit Hjem i Fredensborg. Ondet
satte sig fastere og fastere i hans Ledemod, voldte ham de
ulideligste Smerter og holdt ham for lange Tider fængslet til
Hjemmet. Han kunde endnu kun enkelte Gange paatage sig
Udførelsen af nye Roller — saaledes i Begyndelsen af 1806 den
mandige Fremstilling af WoLff i Kotzebues sentimentale Taare-
drama „Husitterne eller Naumburgs Beleiring“ — og sit gamle
Repertoire maatte han lidt efter lidt slippe afhænde, fordi det
blev den værkbrudne Kunstner mere og mere umuligt at ud
føre Theatertjenesten regelmæssigt.
I Vinteren 1805—6 sendte den sexogtyveaarige Oehlen-
schlåger Manuskriptet til „Hakon Jarl“ fraUdlandet tilljjøbenhavn,
til sin Forlovede Christiane Heger. Der blev stor Glæde i den
lille Kreds, hvis bedste Forventninger vare samlede om den
unge Digter. Først blev hans Søster, Sophie Ørsted, delagtig
gjort i den, og det blev besluttet, at Værket strax næste Søndag
skulde læses op i hendes Hjem. Men til hvem skulde Fore
draget betroes? Rahbek undskyldte sig med Mangel paa Tid og
havde vel heller ikke nogen sær brændende Interesse for dette
Nye. Christianes Brod er Carl Heger begyndte at forberede sig
til Oplæsningen, men tabte Modet underveis. Det var ham klart,
at ingen Anden end Rosing kunde anslaa den rette Tone og frem
mane den rette Aand, og skjøndt der i flere Aar havde bestaaet
et Brud imellem dem, ilede han dog op til Skuespilleren, bad
ham gjenoptage deres gamle Venskabsforhold, hvad Rosing med
Glæde gik ind paa, og forelagde ham Manuskriptet med Anmod
ning om, at han vilde gjøre sig bekjendt med det. De satte
sig strax til at læse det sammen, og Mad. Rosing var Tilhører.
Rosing blev greben af den høie Stil, den malmfulde Tale
og Handlingens Fynd. „Det er et guddommeligt Stykke!“
udbrød han og følte især Lyst til at spille Olaf. Ved Gribs
Ord: „Han seiler ned ad Elivagas Bølger til Niflheim“ afbrød
han Læsningen for at give sin Begeistring Luft: „Gud, hvilke
Linier, aa nej, de er altfor deilige! Jeg seer ham s’gu seile.“
Om Hakon sagde Carl Heger til ham: „De t er en nordisk Helt,
Rosing!“ — „Ja , en skrækkelig, forfærdelig Afgudsdyrker!“