36 / 660
30
DET KONGELIGE THEATEK, 1801 —25.
blinde Partigjængere stod det fast, at Baggesens iforveien til
strækkeligt omfangsrige Synderegister maatte forøges med den
nye Nederdrægtighed, at han havde paavirket Kahbek og Olsen
til deres Afvisning af „Freias Alter“ . At Hævnen vilde ramme
ham ved hans Operas forestaaende Fremkomst, var derfor en
given Sag. Samme Dag som den annonceredes til Opførelse
ved Festforestillingen den 30. Januar 1817, averteredes i
Adresseavisen et polemisk Skrift af hans ungdommelig hidsige
Modstander Student Peder Hjort. Dets Titel gav tilstrækkelig
tydeligt Vink om dets Indhold: „Om en høist mærkelig Lighed
mellem Trylleharpen, saakaldet originalt Syngespil af J. I. Bag-
gesen, og samme Stykkes Original.“ Skriftets tilsyneladende
vel dokumenterede Plagiatbeskyldning bragte Sindene i det
yderste Oprør og gjorde Baggesens Modstandere utilgjængelige
for enhver Forestilling om en Opsættelse af den endelige Dom,
indtil Baggesen, som han offentligt bebudede at ville gjøre,
havde fiemstillet Sagen i dens rette Sammenhæng. Efter gammel
Tiadition lagde Kongehusets Nærværelse ved Førsteopførelsen
foieløbigt Baand paa Meningstilkjendegivelserne, men Aftenen
efter, da Operaen gik anden Gang, var det Hensigten at tage
des kraftigere fat og give det møisommeligt tilbageholdte Had
frit Løb. Udfaldet svarede dog ikke ganske til Forventningerne
og den veloverveiede Slagplan, efter hvilken Piberne hoved
sagelig vare fordelte i Galleri- og Parterrelogerne, for ikke at
komme i Kollision med det egentlige Parterres noksom bekj endte
haandfaste Elementer. Texten og især Musiken gjorde nemlig
saa godt et Indtryk, at det vilde været uklogt at udføre An
grebet under Forestillingen; efter dens Ophør tog Kampen
mellem Klappere og Pibere des stærkere fat og varede henimod
en halv Time, indtil Byens Kommandant befalede Stilhed i
Kongens Navn. Den tredie Forestilling — Forfatteraftenen -
forlangte Baggesen udsat, indtil han havde renset sig for den
Beskyldning, der var udkastet imod ham. Dette lykkedes ham
paa det mest Evidente under den Sag, han anlagde mod Hjort,
og under hvilken det viste sig, at det fremmede Manuskript,
han skulde have benyttet paa utilladelig Maade, skyldtes hans
egen Pen og for Aar tilbage var overladt Kunzen til Komposition,
men senere i omarbeidet Skikkelse givet tilKuhlau i samme Hen