31 / 660
»STILLE PAA PARTERRET!«
25
havde Damer Adgang til det „andet Parket“, som indrettedes
1822, paa samme Tid som hele Parterret forsynedes med Bænke,
hvorved „Staaparterret“ forsvandt af Navn, om end ikke helt af
Gavn. Numererede Pladser var der dengang endnu ikke Tale
om; man samledes foran Indgangen til Theatret, som aabnedes
en Time før Forestillingens Begyndelse, og banede sig saa med
Albuerne Vei til en af de gode Pladser, uddelende og mod
tagende Knubs og Stød i Trængselen.
En saadan Introduktion kunde ikke let forenes med det
„ Favete hngvisV1
som et Theaters Værdighed for en Del bør paa
byde. Der blev da eiheller sparet paa Tungerne. Høirøstede
Samtaler, Gjenkjendelsesraab fra den eneSide af Tilskuerrummet
til den anden og tydelige Skjænderier om Betten til en Plads
udfyldte Ventetiden, og faldt denne eller en Mellemakt for lang,
manede en taktfast Trampen de Nølende om at tage fat. Under
Spillet hørte tydelige Tilraab af opmuntrende eller dadlende
Art ikke til Sjeldenhederne. Som oftest udgik de fra Parterret,
skjøndt dette ikke længer, som i ældre Tider, var et kyndigt
Smags-Areopag, men for en stor Del besat af lidet indsigts
fulde, men desto süffisantere dømmende Stamgjæster, som havde
deres aabent vedgaaede S
3
»mpathier eller Antipathier overfor
de Spillende, sædvanligst bestemte af det personlige Forholds
Art. Som oftest havde denne profane, men theaterivrige Hob
en Fører, hvis Vink de fulgte for de store Afgjørelsers Vedkom
mende, medens der indrømmedes den et vist Baaderum for de
mere individuelle Stemningsudbrud. Til disse Høvdingers Gunst
kunde baade Forfattere og Skuespillere nedlade sig til at beile,
idet de saae bort fra den fuldstændige Mangel paa Kompetence
og kun tog Haandslagets Kraft og Taktfasthed i Betragtning.
En saadan Matador fra Begyndelsen af Perioden var Bødker
mester Knub, forøvrigt en skikkelig og medgjørlig Mand, som
hellere gav Signal til Bifald end til Mishag. Hans Førerplads
usurperedes i Tidens Løb af en anden ivrig Theatergjænger, den
høje, bredskuldrede Slagter Henriksen, hvis Stemme var som
Stentors og hvis Hænder havde et Omfang, som gjorde deres
altfor store Nærhed ved Andenmands Ansigt under en Smags
tvist høist ubehagelig. Faren for en mere eller mindre ublid
Berøring var saameget større, som den slette Belysning i Thea-