33 / 660
UDPIBNINGER.
2 7
for de Spillendes mest yndede Særlig-heder. I „Betlerpigen“ var
Smagløsheden dog saa kolossal, at selv de mindst .Fordringsfulde
maatte stødes over den, og efter den første Opførelse besluttede
man at give Forfatteren saavelsom Theatrets beskikkede Smags
vogtere en eklatant Bevidnelse af, at nu var Forargelsen dreven
til et Høidepunkt, som ikke maatte overskrides. Da Tæppet
paa den ovenfor nævnte Forestillingsaften, hvis Indtægt skulde
tilfalde Forfatteren, efter en i Taushed hørt Prolog rullede op
for „Betlerpigen“ , begyndte der i samme Nu et saadant Spek
takel med Piben, Huien og Trampen, at ikke en Replik kunde
høres, saa Spillet, efter gjentagne Tilløb til at tage fat paany,
standsede af sig selv, medens den raadvilde Direktion bag
Koulisserne forgjæves forhandlede med Regisseuren om, hvilken
Udvei den skulde gribe til. Bedst som Tumulten var i fuld
Gang, rykkede Militairet med opplantede Bajonetter ind paa
Tilskuerpladsen under Anførsel af selve Justitsminister Kaas;
Parterret ryddedes til sidste Mand*), hvorpaa Ministeren gav
Befaling til, at Aftenens Slutningsnumer, Balleten „Zigeunernes
Leir“, skulde opføres, hvilken Ordre dog først kunne iværksættes
efter længere Tids Venten, da Danserne endnu ikke vare sam
lede. Under denne Ventetid forlod ogsaa Størstedelen af
Logernes og Parkettets Tilskuere Theatret, og allerede Klokken
halvotte var denne mærkelige Forestilling forbi. — Bølgegangen
under clen heftige Baggesenske Feide kastede naturligvis ogsaa
sit Skum op paa Theatrets Kyster. Forkastelsen af det til et
Lystspil omarbeidede „Freias Alter“, Oehlenschlagers Smertens
barn, som han elskede med blind Kjærlighed just paa Grund af
dets Pukkelryggethed, vakte en voldsom Pamflet- og Avisstorm
imod Censorerne, men gav dog ikke direkte Anledning til
Theaterskandaler, om den end blev en meget virksom Tilskyn
delse til de grove Optøier, der ledsagede Opførelsen af Bagge-
sens og Kuhlaus Opera „Trylleharpen“ . For Oehlenschlagers
*) I „K ritiske Bidrags“ litterairhistoriske A fdeling, andet Bind, paastaaer
P. H jort, at Publikum s Udjagning af Parterret ikke fandt Sted ved Op
førelsen a f „Betlerpigen“, men at Overskou forvexler denne F orestilling med
en Tumult ved Opførelsen a f „De tre Galninger“. Overskous B eretning
støtter sig paa Meddelelser fra Bollehavende i Bruuns Stykke og andre
sam tidige Skuespillere.