38 / 660
32
DET KONGELIGE THEATEK 1801— 25.
I Sommeren 1814 blev Tilskuerpladsen restaureret. De
sedie harsdorffske Linier kom igjen til deres Eet ved Fjernelsen
af det falmede Papirsovertræk, der saalænge havde skjult dem,
og paa Balustraden over første Etage anbragtes fire Medailloner
med Profilbilleder af Sophokles, Plautus, Holberg og Ewald.
A f det Personale, der knyttedes til Theatret mod Slut
ningen af det attende Aarhundrede, gjorde Nogle kun saa faa
Skridt med ind i det nittende, enten bortrevne af Døden eller
afgaaede fra Scenen, at vi allerede i foregaaende Bind have
fulgt deres Theaterbane til Enden: Arends, Elsberg, Eegholm,
Gjelstrup, Pio, Jfr. Eline Bech, Jfr. Christiane Schmidt. Til
denne Gruppe bliver endnu at regne Jfr. Birgitte W i n t h e r
(I. S. 390—91), der tog Afsked med Publikum ved Udgangen af
Saisonen 1804—5 i en af sine bedste Boller, den trædske Jfr.
Æbeltoft i „Gulddaasen“ , samt Olsen (I. S. 457), der afgik 1814
i en meget svækket Aands- og Legemstilstand, uden helt at
have holdt de Løfter, hans Debut havde givet.
Alle de store Navne fra Aarhundredets Slutning møde
vi paany, deies Bærere staa for Størstedelen endnu i deres
fulde Kraft og ere vedvarende i en Aarrække Theatrets faste
Støtter. Den Første, som svigtede, var R o s i n g (I. S. 895—404).
Sund og karsk overskred den fireogfyrretyveaarige Mand Aar
hundredets Grænse og lagde ved Udførelsen af flere nye Boller
foi Lagen, at Lethed og Anstand vare ham i samme Grad til
red e som Høihed og Varme; saaledes i den sangvinske, ildfulde
mandlige Titelrolle i d’Alayracs Syngestykke „Adolf og Clara“ ,
som den noble Præsident i „De to Dage“, som den mandigt
kraftfulde Advokat Franval i Bouilly’s historiske Skuespil „Den
Døvstumme.“ Thi vel naaede Rosings Kunst sit Høieste” paa
det Tragiskes Omraade og de Territorier, der ligge nærmest op
herimod, og i denne Henseende betegner en Karakteristik af
Pi am i „Minerva ‘ ham som „ en Skuespiller, den bedste tragiske
Skueplads maatte misunde os, hvis dybe Blik ind i sin Forfatters
Mening og enhver sin Bolles Aand og Natur, hvis uefterlignelige
Bekvemhed og Færdighed i at gaa aldeles op i den Karakter,