43 / 660
ROSING.
3 7
brudne Skikkelse hvilede i en fremrullet Stol, og idet hans tid
ligere Energi stundom tilsløredes af hans Svagelighed, kom der
over den hele Fremsigelse et sælsomt aandeagtigt Skjær, der
passede godt til Skikkelsens ossiansk-taagede Omrids. Samme
Aften udførtes Erlings Rolle for første Gang af Rosings tiaarige
Elev August Bournonville.
Som Moses fik Rosing kun kastet et Blik ind i det for
jættede Land, hvis Tilværelse han havde anet før nogen anden
dramatisk Kunstner, og hvis Grænser han havde higet imod for
at kunne vise sit Folk dets Fylde og Skjønhed. Det Tragiske
i denne hans Skjæbne føles saameget dybere, naar man seer,
hvor intelligent han forstod, at den nye Digtning betingede en
ny Art af Fremstillingskunst. I en Oversættelse af Hérault de
Séchelles’ Bog om Deklamation, som han udgav 1809, har han
i Noter nedlagt sine Reflexioner over flere af de i Skriftet om
talte Forhold og hævder bl. A. den nationale Selvstændigheds
Betydning for den dramatiske Kunst. „Enhver Uselvstændig-
hed er for et Nationaltheater lille, ussel og højst skadelig for
Nationalkarakteren“ , siger Rosing. „Og hvad ville, hvad kunne
vi gjøre med den [tydske og franske] Maneer i vore nyere
Mesterstykker af Oehlenschlåger, der saa ubetinget kræve af
Skuespilleren den National-Aand, hvori de ere digtede, som det
er vist, at Nationen, der er stolt af at eie slig en Digter, har
Ret til at kræve af Theatret Alt, hvad Digtet fordrer. Og kan
den Maneer bruges der? Vilde den ikke fordærve Tone, Sprog,
Handling? I mine Øine vilde det se ud, som om man tog Vild-
mændene bort fra det danske Vaaben og lagde det i Armene
paa et Par Petitmaitres.“
Naar Rosing lagde saa megen Vægt paa „Deklamationen“ ,
som hans Oversættelse af Séchelles’ Værk antyder, saa forstod
han herved, i Modsætning til det forrige Aarhundredes fast-
slaaede Maneer, F o r e d r a g e t s Overensstemmelse med Texten,
altsaa just Tilstræbelsen af det na tur l ige Udtryk, der, hvor
Talen ikke er improviseret, kun kan opnaaes ved Agtpaagiven-
hed overfor Naturen og Efterligning af de Gestus, det Minespil
og den Stemmeføring, som ubevidst ledsager Tankens ureflekte-
rede Gjengivelse. Det var Rosings Mening, at denne Fore
dragets Kunst var et nødvendigt Studium for mangen Anden