39 / 660
ROSING.
38
han skal forestille, hvis fine, ædle og rigtige Smag til at vælge
af alle mulige den sandeste og simpleste og eneste rette Maade
til at udtrykke denne paa og at vedligeholde den, hvis skarp-
sindigen rigtige Deklamation, hvorved hvert Ord i Rollen bliver
sandt og klart og fremmer det, Rollen i det Hele skal virke,
forene Alles Stemmer til hans Ros.“ Men Rosings Talent havde
en Skala, der rakte vidt ud over Tragediens eller Sørgespillets
dybe Tone — til Held for ham og Skuepladsen, der vrantent
negtede ham de store Opgaver, han pegede paa. Det historiske
Kostume kom han kun undtagelsesvis til at bære; des mere
færdedes han blandt Hverdagslivets Skikkelser og forstod at
lade Lidenskab og Følelse, Vid og Gratie hæve dem op i
Kunstens luttrede Sfære uden at lade dem lide Skade paa deres
Naturlighed. I denne Retning roser hans Samtid ham for „elsk
værdig Finhed, Politesse og
ton de mondeu
, fremhæver f. Ex. i
Ifflands „Reisen til Byen“, hans „elegante Pli, fine Konversa
tionstone, Trohjertighed, Godmodighed, Gjæstfrihed, hans Galan
teri og Fortrolighed, hans
air de coar
, hans faderlige Tone“.
Snart beundres hans „Kjækhed, Letsind, Libertinage,“ snart
hans „mandig beskedne Elskov og Tungsindighed, forenet med
Fasthed.“ Hvor haarfint han fornam og kunde trække Grænsen,
viste han i Colmans „Den skinsyge Kone“ , hvor en af Stykkets
sympathetiske Personligheder skal optræde i beruset Tilstand,
hvilket Rosing udførte med en saadan Tækkelighed, at „den
elskværdige Karakter og velopdragne Anstand skinnede ypper
ligt frem gjennem Rusen“, som Datidens Kritik har optegnet.
Michael Rosing synes i samlet Sum at have besiddet de Talen
tets Egenskaber, der fordeltes som Arv til hans to herlige
O
7
Dattersønner.
Tragedien vedblev dog at være det høie Maal for hans
kunstneriske Længsel. Desværre blev det ikke paa Scenen, men
i Livet, at den tragiske Skjæbne omspandt ham. I „Octavia“,
et elendigt Sørgespil afKotzebue, spillede Rosing 1802 Antonius
og gav Rollen en historisk Kolorit, som den fra Forfatterens
Haand var ganske blottet for. For ogsaa at sætte Kostume-
rigtighedens Sandhedspræg paa den, fremstillede Rosing den
paa romersk Vis med
n ø g n e
Arme og paadrog sig herved mellem
Koulissernes Trækvind ved Juletid 1804 et heftigt Gigtanfald,