Previous Page  44 / 660 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 44 / 660 Next Page
Page Background

38

DET KONGELIDE THEATEE, 1801—25.

end Skuespilleren, og at hans Propaganda i denne Retning

kronedes med Held, bevidner „Tilskueren“ i følgende Udtalelse:

„Før Rosing har Ingen i Danmark havt den Indflydelse paa

Veltalenheden som han. Saavel mellem Skrankens som den

geistlige Talerstols Navnkundige vil man finde Mænd, der

erkjendtlig nævne ham ikke blot som deres Mønster, men ogsaa

som deres personlige Lærer.“ Præsten C. F. Brorson ved Garni­

sonskirken i Kjøbenhavn blev en af dem, der afgav Exempler

paa, at „en Præst af en Komediant kan lære“ , og den senere

Geheimekonferensraad F. W. Treschow var som Taler for

Høiesteretsskranken ligeledes en Elev af Rosing og mindedes

ham med stor Beundring.

Rosings sidste Leveaar vare en Kjæde af haarde Lidelser,

som han, efter sin Ven Pastor Liebenbergs Udsagn, bar med

mandig, kristelig Taalmodighed. En stor Glæde var det ham,

naar Oehlenschlåger kom og læste et nyt Digterværk for ham.

Vare hans Besøg hyppige, hilstes han med et „Goddag, min

Søn!“ , men gik der for lang Tid imellem dem, var Modtagelsen:

„Goddag, Hr. Professor!“ Digteren fortæller om dét levende

Indtryk, hans Poesi gjorde paa Rosing, og hvorledes han stun­

dom „reiste sig i sin Kjæmpekraft og brød paa de Lænker,

der fængslede ham, og man maatte da undres over, at de ikke

sprængtes.“

Michael Rosing døde den 12. Oktober 1818, toogtresinds-

tyve Aar gammel. Hans Mindefest feirede Theatret den paa-

følgende 5. December ved Opførelsen af „Niels Ebbesen“ til

Indtægt for Mad. Rosing, der selv spillede med. Efter Stykket

fremsagdes en Epilog af Sander, som endte med en smukt

arrangeret Apotheose, i hvilken Kunstnerens Urne bekransedes

afMelpomene, Thalia og andre allegoriske Skikkelser. I Pressen

anvendtes paa Rosing Ciceros Ord om den romerske Skuespiller

Roscius: „Han var paa eengang saa stor en Kunstner, at han

alene syntes værdig til at sees paa Scenen, og saa ædel en Mand,

at han alene syntes værdig til ikke at betræde den.“

I mange, mange Aar overlevede Mad. R o s i n g (I. S. 381

—86) sin Ægtefælle. Hun var henimod Midten af Fyrrerne, da

hun traadte ind i det nye Aarhundrede, og havde allerede gjort