DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER 1801— 25.

Som Tragediens og Sørgespillets værdige Moder maatte

Mad. Rosing blive vanskelig at erstatte, selv om man vilde se bort

fra det særegne inderlige, blide Væsen, der fra hendes første

Optræden havde kjendemærket hende. Rahbek omtaler hendes

„huslige Sandhed, hjertelige Simpelhed og stille Kraft“ i dette

Rollefag, og han tilføier, „at man maa se hende for at lære, at

Følelsens Fremstilling og Foredrag er noget Andet end Kome

dianten og Deklamation . . . Hendes Spil var den fuldkomneste

Kommentar til de Ord: Hjertet er Hovedsagen hos en Kone“ .

Hendes Evner gjorde sig rigest gjældende paa dette Omraade,

men udelukkede hende dog ikke fra andre, mere eller mindre

afvigende, thi hendes Kunst var af bøieligere Art, end man sæd

vanlig tænker ved Beskuelsen af hendes tilsyneladende saa

klart begrænsede Personlighed. Udtrykket for det Muntre var

hende vel negtet, men derfor ikke Udtrykket for det livfuldt

Sammensatte, og hendes Spil i konverserende Komedier roses

for „Liv og Afvexling samt Rigdom af fine Accenter og Tone-

bøininger.“

Efter sin Bortgang fra Theatret levede Mad. Rosing

Resten af sit lange Liv i Fredensborg, hvor Frederik den Sjette

havde givet hende Bolig paa Slottet. Da hun var sexogfirsinds-

tyve Aar gammel, sammenlignede Oehlenschlåger hende, idet

han hentydede til hendes Optræden i „Balders Død“ som to-

ogtyveaarig ung Kone, med en gammel Eg, der er omgiven af

sit Afkoms friske Vaar:

I clenne friske Vaar

dit friske H jerte slaaer,

som da i Ungdom s Alder

Du Nanna var for Balder,

som da i Ungdom s Alder

Du gik med blonde Haar.

Fire Aar efter, da Mad. Rosing fyldte de Halvfems, hilste Dig

teren hende som

Moder-Eg a f sjeldne Kræ fter!

i giver ei for Stormen efter,

E i Du agter Krdd og Vind,

I seer i næ ste Sekel ind.

Atter gik der fire Aar. Da var den mere end tyve Aar yngre

Digterkonge lagt i Graven, men Mad. Rosing vandrede endnu

under Slotshavens skyggefulde Træer. I sit „næste Sekel“