52 / 660
46
DET KONGELIGE THEATER 1801—25.
gaven ligge hen til en nvis Fremtid, og saaledes maatte Schwarz
meget imod sit Ønske 1809 overtage Titelrollen i „Palnatoke“.
Hverken af Ydre eller af Indre passede han til den stærke
Jomsviking, han savnede Udtrykket for den tragiske Pathos
og havde altid havt Vanskelighed ved at gj éngive versifice
rede Repliker. Paa disse Mangler bødede hans Intelligens og
Routine saavidt muligt, og fik man end ikke en Legemliggjørelse
af Digterens Tanke at se i Tragediens Hovedperson, men mere
en „lavstammet Hædersmand“ end en hedensk Helt, saa mulig
gjorde Schwarz’s Opoffrelse dog en Forestilling, som i andre
Henseender bød noget Fortrinligt, om den end som Helhed kun
bekræftede, at den nye Stil endnu ikke var funden.
Efter Palnatoke overtog Schwarz ikke mere nogen ny
Rolle. Tidligere end Alderen sædvanligt plejer at medføre det,
havde han begyndt at mærke nogen Svækkelse af Hukommelsen,
den ængsteligste Iagttagelse, en Skuespiller kan gjøre. Denne
Følelse af Utiyghed gjorde ham snart ogsaa Udførelsen af hans
ældre Repertoire pinlig, og da han tilmed, ærgjerrig som han
altid havde været og fordringsfuld som han med Tiden var
bleven, fandt sig for lidet paaskjønnet af Theatret i Forhold til
den Glans, han kastede over det, forlangte han, endnu ikke
syvoghalvtredsindstyve Aar gammel, sin Afsked og optraadte
foreløbigt sidste Gang den 21. Marts 1810 i sin Yndlingsrolle,
Sir Peter i „Bagtalelsens Skole“, hvorefter han fra Scenen sagde
„det ophøiede, hæderværdige og ædle“ Publikum Farvel i en
lille Oration, i hvilken han henpegede paa de to Minder, han
efterlod: „en Astrup og en Lindgreen, som have modtaget min
Veiledning til den Hæder, der allerede længe har været deres
fortjente Lod“, samt bad om, at „Borgeragtelse maatte omgjærde
hans Minde.“ Dette Farvel var dog ikke nogen uigjenkaldelig
sidste Optræden, thi ligesom Schwarz vedblev at røgte sit
Instrukt.eurembede endnu i sex Aar, saaledes optraadte han og
saa efter Løfte en og anden Gang i sine kjæreste Roller, indtil
den fremskridende Svagelighed tvang ham til 1816 at sige Publi
kum et sidste Farvel ved sin Benefice anden Juledag; han ud
førte ved denne Ledighed Præsidenten i Stephanies „Hververne“.
Som Privatmand levede Schwarz endnu godt og vel en Snes
Aar, en stor Del af Tiden paa Landet. I hans Sommerbolig i