53 / 660
SAABTE.
4 7
Birkerød traf Overskou ham i Slutningen af Tyverne og levede
meget sammen rned ham, flittigt optegnende de Erindringer fra
Theatrets Fortid, som Schwarz fortalte ham, og som for en
meget stor Del danne Grundlaget for Theaterhistoriens Frem
stilling af Forholdene i det attende Aarhundredes sidste Tredie-
del. Efter 1830 blev den gamle Skuespiller alt mere og mere
hjernesløv og var i sine sidste Leveaar saagodtsom tabt for sine
Omgivelser.
Han døde
den 13. Juli 1838, femog-
firsindstyve Aar gammel.
Som et stort Tab
føltes det, at S a ab y e
(I. 429—30) pludselig afgik
ved Døden den 3. Marts
1810, to Dage efter at han
havde fyldt otteogfyrretyve
Aar og Ugedagen efter at
man havde seet ham paa
Scenen som Hakon Herde-
bred i „Axel og Valborg“.
Det ligger nær at drage
en, ganske vist kun paa
nogle ydre Omstændig
heder grundet Parallel
mellem Schwarz og Saabye,
som Theatret mistede i en
S a a b y e .
og samme Saison: begges
Tab syntes i Øieblikket uerstatteligt, begge havde deres sidste
nye Rolle i en oehlenschlagersk Tragedie, og for dem begge
var det et Offer at spille den, et Forsøg, som gik stik imod
deres kunstneriske Personlighed, og som de kun vovede for at
hjælpe Theatret til at løse de nye og store Opgaver, der nu
stilledes det. Den norske Kong Hakon med hans Femfods-
jamber laa milelangt uden for Saabyes sædvanlige Rollefag, de
badinerende Dandyer, de muntre Elskere, Skuespillets og
Syngestykkets elskværdige Friskfyre, saaledes som han just
Aaret iforvejen havde skabt et udmærket Exemplai i Skik