57 / 660
L IN D G R E E N .
5 1
mandag tidligt om Morgenen sendte sin Karl til Byen for at
hente Posten, der formodedes at indeholde vigtige Efterretninger,
som sknlde benyttes til Slutningsarket af „Minervas“ historiske
Oversigt. Karlen lod sig rive med af Fastelavnslystigheden i
Kjøbenhavn og kom først tilbage henimod Aften, ikke med
Aviserne, men med en drøi Perial, under hvis Paavirkning han
svarede sin Husbond i en kjephøi Tone og tildels paa Tydsk,
i hvilket Sprog han ogsaa sagde sin Kone og de andre Hus
beboere Besked under det stadigt tilbagevendende Omkvæd:
„Ik bin der Herr und du bin de Diener.“ I en fortrædelig
Stemning gik Kahbek til Byen og efter Sædvane i Theatret,
hvor „Jeppe paa Bjerget“ blev opført. „Jeg satte mig vranten
i min Krog,“ fortæller han videre, „uden at se paa, hvad jeg i
den Stemning ingen Morskab ventede af, indtil endelig den
Scene kom, hvor Jeppe tydsker op for Jacob Skomager. Her
fremstilte Lindgreen, hvis Dialekt og Udseende tillige særdeles
stemte med Karlens, mig den Scene, jeg en Time før havde
været Øievidne til, saa speiltro for Øie, at jeg i førstningen
stirrede derpaa som en Drøm eller et Kogleri, indtil jeg med
E t brød ud i en saa umaadelig Latter, at min Yen Kierulf
fandt sig beføiet til at tysse paa mig. Jeg fortalte ham nu,
da Scenen var til Ende, Sammenhængen og Anledningen, og
vi forenedes i Beundring af den Digter og den Kunstner, der
beo-o-e vidste at forbinde den høie Grad af speiltro Sanddiuhed
U
*
med den overordentlige komiske Kraft.
Kahbek har valgt disse karakteriserende Ord godt: For
eningen af Sanddruhed og komisk Kraft var just Kjendemærket
paa Lindgreens Kunst. Han holdt sig tæt op imod Naturen og
gjengav den vel i den sammentrængte Form, som ei Kunst
værket egen, men uden Spor af Overdrivelse; ingen Skuespiller
har hadet den paa Sandfærdighedens Bekostning kjøbte Effekt
mere end Lindgreen. Og just fordi man aldrig sporede nogen
Hensigt hos ham, aldrig mærkede nogen Forudberegning af eller
Forberedelse til et virkningsfuldt Koup, just fordi hans hele
Aktion havde den jevne Troværdigheds Præg og viste et Men
neske, der i Tankegang og Tale, i Holdning og Fagter er, hvad
det giver sig ud for, ikke en Skuespiller,* der læggei sin Kunst
for Dagen ved at forestille en anden Personlighed
just derfor