54 / 660
4 8
DET KONGELIGE THEATER 1801—25.
kelse af „Sovedrikkens“ joviale, snarraadige, indtagende
Falentin.
I en Rolle som denne bevægede Saabye sig frit
og let, var kvik og gratieus, tog Damernes Hjerte med
Storm og misundtes af Herrerne, for hvem han ogsaa. i sin
Færd udenfor Theatret stod som et Mønster paa en fuldendt
Kavaler, hvis fine Anstand de stræbte at efterligne.
Rahbek
skrev om ham ved hans Død: „Har jeg i mit femog
tredive Aars Theaterstudium kjendt nogen Skuespiller, over
hvem Naturen ikke blot som i Forbigaaende kunde siges afc
have udgydet sit rige Fyldehorn, men som den vitterlig og for
sætlig havde med dvælende Fod staaet stille for at smykke med
sine herligste Gaver i Overflod, da var det vor nys hengangne
Saabye. Det aabneste, lykkeligste Ansigt, hvis ualmindelige
Skjønhedvar dets ringeste Fortrin, en sød og sonor Talestemme,
forskjønnet ved den urbaneste Diktion, en smuk Skabning, led
saget af den sjeldneste Lethed og Ynde i Stillinger og Bevægel
ser; læg nu hertil et aabent, muntert og hurtigt Hoved og et
blidt og følende H je rte ! Vel kan man spørge: hvad kan Naturen
give en Skuespiller mere?“ Een Gave til, kunde man sige: en
kunstnerisk Stræben, der aldrig slaaer sig til Ro med den Virk
ning, som det lykkelige Ydre alene fremkalder. I denne Hen
seende syndede Saabye en og anden Gang, altfor tryg i Følelsen
af at være Publikums erklærede Yndling.
Det var blevet Tradition ved Theatret, at Forestillingen
Fastelavnsmandag skulde udfyldes af en holbergsk Komedie,
helst „Jeppe paa Bjerget“, hvis groteske Løier syntes særlig at
passe til Dagens Farcestemning. Et sjeldent Held havde til
med maget det saa, at Titelrollen ligefra Holbergs egen Tid
havde faaet en fremragende god Udførelse, og a t enhver følgende
Fremstiller pietetsfuldt havde bevaret Forgjængerens Tradition
og bygget videre paa den. Grams Spil som Jeppe var, efter
Holbergs Udsagn, den vigtigste Aarsag til den Lykke, Komedien
gjorde strax ved sin Fremkomst paa Theatret i Grønnegade
(I. S. 113). Paa Kongensnytorv overtog Hortulan Rollen, som
blev en af hans bedste Ydelser (I. S. 190), og da Gjelstrup
arvede den efter ham, udstyredes den med en Rigdom af nye
Smaatræk, som yderligere uddybede dens Psykologi og for