47 / 660
KNUDSEN.
4 1
naaede hun dog ikke incl; hun døde tæt udenfor dets Grænse,
næsten syvoghalvfemsindstyve Aar gammel, den 17. Januar 1853.
Som Tipoldemoder saae hun sit Afkom i fire Slægtled
omkring sig. Selv havde hun bragt sytten Børn til Verden;
flere af dem døde i deres Barndom, men tolv levede dog sam
tidigt og otte overlevede Faderen. En afDøttrene, den originale
og ulykkelige Emilie, vil senere blive omtalt; den yndige og
ædle Ophelia, Ewalds Guddatter, blev gift med Folkevennen og
Frihedsmanden Joh. Chr. Drewsen paa Strandmøllen, den yngre
Antoinette Louise blev Moder til Michael, Vilhelm og Johan
Wiehe. Om hende sang hendes Brodersøn Mich. Rosing ved hendes
Knud s en (I. S. 437—43), der ved sin patriotiske Iver
var bleven hele Folkets Yndling, for ikke at sige dets Afgud,
udfoldede alt skjønnere og fuldere sit herlige Talent og øvede
ved sit sprudlende Lune, sin letvakte Følelse og sin vindende
Gratie en Magt over Publikum som ingen Anden; man tiljublede
ham, blot han viste sig, og lukkede Øinene for de Overdrivelser,
der af og til kunde skæmme hans komiske Spil — han var
Kjøbenhavns Kjælebarn, hos hvem man ikke v i l de finde Feil.
Og let var det ogsaa at glemme eller overse disse ved Siden af
de helt igjennem fuldkomme Ydelser, han henrev sin Tilskuer
kreds med, især i det musikalske Skuespil, hvor hans daarende
Stemme og hans med Rollens Karakter sammensmeltede Fore
drag forbandt sig med hans øvrige dramatiske Evner til en
uimodstaaelig Helhedsvirkning.
A f saadanne Partier kunne
nævnes Epikuræeren Tomaso i Schalls Syngestykke „Domherren
i Milano“ , Birkedommeren i Kunzens „Kjærlighed paa Landet“ ,
den elskværdige gamle Gartner i d’Alayracs „Alexis“ , Johan i
„Ungdom og Galskab“, Saft i „Sovedrikken“ , Leporello i „Don
Juan og fremfor Alt — et Mesterværk i Sang som i Spil —
Død 1874:
En Tusindfryd Du ligned,
der m idt i Markens Sne,
naar Solen den velsigned,
i Blom ster kunde le.
Selv mens du syg sad lænket
som Fange til din Stol.
Du sad, som var Du bænket
i Lykkens varme Sol.
R ig var dit H jertes Kilde,
din Faders Arv den bar
som Skjænk til dem, bvis Snille
et Folk beundret har.