32 / 660
2 6
DET KONGELIGE THEATEE, 1801 —25.
tret gjorde det vanskeligt at konstatere Overgrebet; indtil ind
i Saisonen 1818—19 brugtes der kun Tællelys baade paa Seenen
og Tilskuerpladsen, og først fra dette Tidspunkt af indførtes
argantiske Lamper.
Til dagligdags havde Publikums Holdning dog en jevn
gemytlig Karakter, hvor forskjellig den end var fra de nuværende
Tiders Dekorum. Men paa enkelte store Aftener vare alle
Tumultens Aander slupne løs og hele Huset i Oprør. Saaledes
Lørdagen den 4. Februar 1809, da Sanders utrolig slette Sørge
spil „Knud, Danmarks Hertug“ , blev opført for tredie Gang
under livlig Samvirken med Tilskuerpladsen, der gladelig talte
med og kommenterede de ferske Repliker med vittige Svar,
indtil efter Dronning Metas Død Lystigheden kulminerede ved
at Parterret satte Wessels Text til Nonnernes Kor og gav sig
til at synge: „Hvi skulde Mette dø!“ — En kortere, men ved
sin summariske Afgjørelse endnu kraftigere Demonstration fandt
Sted Lørdagen den 8. April 1815 ved den anden og sidste Op
førelse af N. T. Bruuns Femaktskomedie „Betlerpigen“ . Niels
Thoroup Bruun (1778—1823), Søn af Thomas Christopher
Bruun, havde som saa at sige privilegeret Eneleverandeur af
Oversættelser — han har ialt præsteret over tohundrede — et
stort Ord at sige ved Tlieatret og fik især under Hauclis
Direktorat rigelig Ledighed til at misbruge denne sin Indflydelse
til Fordel for det lille Koteri af Skuespillere, han holdt sammen
med, idet han omtrent var eneråadig over Repertoirets For
øgelse med udenlandske Arbeider og havde det i sin Magt at
besætte deres taknemligste Roller med sine Protegeer. Hos de
Tilsidesatte vakte dette en stedse kogende Forbittrelse imod
ham, og denne Stemning støttedes af de litterairt Kyndiges og
en stor Del af Publikums Foragt for „Niels Thevands“ ferske
eller platte Smag, som altid foretrak et Makværk for et Kunst
værk og, hvor den en enkelt Gang bekvemmede sig til at frem
drage et saadant, trak det ned i Middelmaadighedens Sfære ved
„Forbedringer“ af egen Opfindelse. Hvor han, i sine originale
Arbeider, kun havde sin egen Inspiration at holde sig til, kul
minerede hans æsthetiske Raahed, om den end til en Tid og
7
O
for mindre skarptseende Øine kunde formumme sig bag den
praktiske Snildhed, hvormed Handling og Roller vare lagte tilrette