Previous Page  32 / 660 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 32 / 660 Next Page
Page Background

2 6

DET KONGELIGE THEATEE, 1801 —25.

tret gjorde det vanskeligt at konstatere Overgrebet; indtil ind

i Saisonen 1818—19 brugtes der kun Tællelys baade paa Seenen

og Tilskuerpladsen, og først fra dette Tidspunkt af indførtes

argantiske Lamper.

Til dagligdags havde Publikums Holdning dog en jevn

gemytlig Karakter, hvor forskjellig den end var fra de nuværende

Tiders Dekorum. Men paa enkelte store Aftener vare alle

Tumultens Aander slupne løs og hele Huset i Oprør. Saaledes

Lørdagen den 4. Februar 1809, da Sanders utrolig slette Sørge­

spil „Knud, Danmarks Hertug“ , blev opført for tredie Gang

under livlig Samvirken med Tilskuerpladsen, der gladelig talte

med og kommenterede de ferske Repliker med vittige Svar,

indtil efter Dronning Metas Død Lystigheden kulminerede ved

at Parterret satte Wessels Text til Nonnernes Kor og gav sig

til at synge: „Hvi skulde Mette dø!“ — En kortere, men ved

sin summariske Afgjørelse endnu kraftigere Demonstration fandt

Sted Lørdagen den 8. April 1815 ved den anden og sidste Op­

førelse af N. T. Bruuns Femaktskomedie „Betlerpigen“ . Niels

Thoroup Bruun (1778—1823), Søn af Thomas Christopher

Bruun, havde som saa at sige privilegeret Eneleverandeur af

Oversættelser — han har ialt præsteret over tohundrede — et

stort Ord at sige ved Tlieatret og fik især under Hauclis

Direktorat rigelig Ledighed til at misbruge denne sin Indflydelse

til Fordel for det lille Koteri af Skuespillere, han holdt sammen

med, idet han omtrent var eneråadig over Repertoirets For­

øgelse med udenlandske Arbeider og havde det i sin Magt at

besætte deres taknemligste Roller med sine Protegeer. Hos de

Tilsidesatte vakte dette en stedse kogende Forbittrelse imod

ham, og denne Stemning støttedes af de litterairt Kyndiges og

en stor Del af Publikums Foragt for „Niels Thevands“ ferske

eller platte Smag, som altid foretrak et Makværk for et Kunst­

værk og, hvor den en enkelt Gang bekvemmede sig til at frem­

drage et saadant, trak det ned i Middelmaadighedens Sfære ved

„Forbedringer“ af egen Opfindelse. Hvor han, i sine originale

Arbeider, kun havde sin egen Inspiration at holde sig til, kul­

minerede hans æsthetiske Raahed, om den end til en Tid og

7

O

for mindre skarptseende Øine kunde formumme sig bag den

praktiske Snildhed, hvormed Handling og Roller vare lagte tilrette