219 / 287
207
faaet 1724, var temmelig lille, havde man taget Skillerummet ned til
Dronningens Garderobe (S. 189 Nr. 10 c) og indlemmet dette et-Fags
Værelse i Rosen, der derved fik en noget uregelmæssig Form med
to Vinduer paa den ene Side Døren og et paa den anden11).
Rosenborg maatte ogsaa afgive Plads til Højesteret, der var bleven
husvild ved Christiansborgs Rrand i 1794. De almindelige Møder
holdtes 1794—1852 paa Prinsens Palæ, og det var kun Aabnings-
højtideligheden, der indtil 1829 fandt Sted paa Riddersalen paa
Rosenborg. Kunde man ikke finde Plads andre Steder, fandt man
altid her. Kneb det med at holde Søsession i Skippernes gamle
Lavshus paa Grund af de indskrænkede Rumforhold, henlagde man
den straks til Rosenborg. At forskellige naturhistoriske Samlinger,
som Kongen og Universitetet havde erhvervet, fik Plads paa Rosen
borg, var kun Udtryk for, at Rosenborg ganske var gledet ud af
Revidstheden som kongeligt Slot, men mærkeligt er det at se, at
selv en Privatmand kunde faa Lov til at disponere over et Værelse
paa Rosenborg til Anbringelse af sine Samlinger12).
Rosenborg Have havde, fra det Øjeblik den ved kongelig Naade
blev i alt Fald delvis tilgængelig fox Ryens Rorgere, kunnet glæde
sig ved deres særlige Yndest. Naar dette er sket, vides ikke, men
allerede de Vrigny omtaler Haven som Spaserested, og af »Jean de
France« fremgaar det, at Folk af den københavnske Borgerstand
allerede i Begyndelsen af 1700-l"allet kunde lærdes her og bl. a.
holde Stævnemøder herinde. I 1748 hedder det, at Haven vrimler
om Sommeren, særlig om Morgenen, med Mennesker som forlyster
sig med Spaseregang og Nattergalenes liflige Stemmer. Og naar
det samtidig hedder, at den staar aaben å t ous honné t e s gens ,
bør dette Udtryk vist ikke tages for snævert. I Vintermaanederne
var Haven, ligesom langt senere, lukket. I 1768, i hvilket Aar
man murede de sikkert smukke Gitteraabninger i Muren til Goters-
gade til, besøgte Svenskeren Lidén Rosenborg Have; han glæder
sig over de herlige Alleer og er begejstret over at »stadens inne-
vånare utan åtskilnad och utan kostnad her få fornøta sin afton«13).
Det var dog kun Alleerne og Hovedgangene, der stod aabne
for de Spaserende. Boscagerne og Parkerne var forbeholdt de kgl.
Herskaber til Promenader og Kollationer (se S. 204). Men ogsaa
heri skete der en Forandring, da Struensee kom til Magten. De
hidtil — dog ikke ved »Gartnerens Særhed«, som det senere hed