Rosenborg

208

sig — aflukkede Boscager og Parker blev 1. Juni 1771 oplukte lil

Publikums Fornøjelse. Der blev foranstaltet Koncerter af Militær

musikken, indrettet en Restauration og en Spillebank, hvor man

kunde prøve Lykken og spille Pharao, et dengang yndet Hasardspil.

Ved festlige Lejligheder i Kongehuset lod Restauratøren, Gabel, der

kunde glæde sig ved Struensees Bevaagenhed og som optraadte

som Festarrangeur, afholde store Koncerter med Illumination og

Fyrværkeri14). Af Optegnelser, der skyldes Komponisten af Melodien

til »Danmark, dejligst Vang og Vænge«, Poul Rasmussen, ses det,

at der var Restauration saavel i »Eremitagen« som i Telte rundt

omkring i Haven, og at det gik meget lystigt til herinde. Som

Plejesøn af Edvard Storm maa Poul Rasmussen formodes at have

vidst god Besked, selv om Forhold han ikke personlig har oplevet,

og naar han fortæller, at »Kongens Have i Struensees Tid var et

uudsigelig gement Forsamlingssted med mange Liderligheder offent

ligt«, er det vistnok rigtigt. Men det vilde være urigtigt at tro, at

det først var med Struensee, at Forargelsen begyndte. I en tysk

Haandbog for Rejsende, som udkom i Leipzig 1761 hedder det om

Rosenborg Have, at det er en herlig Spaseregang, og man faar at

vide, at man ikke her som andre Steder behøver at gaa med Hat

under Armen og med Spaserestok, hvorimod man ikke bør undlade

at bære Kaarde. Men Forfatteren tinder Anledning til at bemærke,

at det ikke er tilraadeligt at opholde sig her om Aftenen ud over

den sædvanlige Tid for ikke at komme til at ofre de barmhjærtige

Søstre herinde sine Penge, sin Sundhed og sin Ære. Og længe

efter Struensees Tid finder man Udtalelser om, at Forholdene i

Kongens Have i den Retning ikke er bleven bedre15).

At Tonen herinde i den bervgtede Kabinetministers korte Magt-

periode har været meget løssluppen er troligt nok. Og at Opsynet

med Publikum har været noget mangelfuldt, finder man Vid

nesbyrd om i Havens Inventar for denne Tid, hvor det optegnes,

at ikke mindre end atten Stenbilleder »udi den Gabelske Værtskabs

Tid« var aldeles ruineret. Bl. a. var Halsen paa Svanen, Spring

vandsfiguren i Bassinet, brækket over af overgivne Drenge. Slige

Uordner forefaldt dog ogsaa tre—fire Aar senere, som da Folk af

Kaadhed havde væltet en Del af de store Marmorkugler ned fra

deres Fodstykker i Lystkvarteret16). Men naar Poul Rasmussen for

tæller, at Eremitagen, hvor Gabel havde sin Restauration, blev revet ned

»for at glemme alle de Skændigheder der var foregaaet her«, hvilke