199 / 212
Sin storste Popularitet skylder
W
in t iie r
unægtelig sine
„ T
r æ s n it
, ”
disse
i
al deres For
dringsfrihed, ved Djærvhed, Naivetet og ædel Simpelhed saa tiltrækkende D ig te, der i Et og Alt ere
Born af det „græsfriske” Danmark. „Thi de lade os skue den danske Natur, aande den danske Luft,
hore danske Mænd og Ovinder tale i de hjemligste Toner; de ere gjennemtrukne af en fædrelandsk
v:
1
Duft, der i fremmede Lande maatte kunne virke paa os ligesom „Kuhreigen” paa Schweitzerne.” Disse
D igte, tilligemed deres kjodelige Sodskende, hans naive kjernefulde Smaadigte og hans tvende prosaiske
Fortællinger, udgjore derfor en væsentlig D eel af alle for Folket og Ungdommen bestemte Digtsamlin
ger, og de knytte sig ogsaa saaledes til vore tidligste og kjæreste Erindringer.
Som Lyriker er
W
in t h e r
i
sine Sange rask og naturlig, men stedse original; han synger
uden lang Betænkning; stundom hæver han sig til en sand dithyrambisk Flugt. Ogsaa i hans erotiske
og romantiske D igte ere Naivetet og Djærvhed fremherskende Egenskaber; men det Idylliske, det Livs
glade, er her efterhaanden gaaet over, snart til et mildt Sværmeri, snart til en alvorlig, stundom endog
mork, skjondt noget i Baggrunden trædende, Grundtone, hvorved han nærmer sig til Elegien og Balla
den. Særskilt fortjene at udhæves hans ovennævnte Smaadigte og hans Situationsmalerier, livlige Natur
studier, og kunstfærdigt udforte Genrebilleder, fulde af Skjælmeri, hvor hans Herredomme over Sproget
viser sig i sit Mesterskab, og hvor selv en vis Ugeneerthed klæder ham fortræffeligt.
Syden har indvirket stærkt paa ham ; men den har kun gjort hans Poesie rigere, uden at berdve
den sin Ejendommelighed, og
C
h r is t ia n
W
in t h e r
horer derfor til vore sandev originale og nationale
D igtere, til de Faa, der med R ed e kunne siges, „at have udvidet den danske Poesie.”