204 / 212
¿o
? k
I l ®
! U<
N '
have været tilbøielige til at indrømme dem. Det er derfor ikke en Revolution i Videnskaben, men ikkun en Udvikling til større Klar
hed og Bestemthed, Örsted har villet, og Ingen vil kunne nægte, at han har været saare heldig i sine Bestræbelser i denne Retning.
I de Skrifter, Örsted udgav, om Forandringen al Pengevæsenet 1813, var det især Gjenstandens Behandling fra den politisk—legislativ'e
Side, han lod sig være magtpaaliggende, idet han søgte at forklare denne Forandrings Nødvendighed af de Begivenheder, der vare
gaaede umiddelbart lorud for den, og at bevise den relative Retfærdighed i de Grundsætninger, hvorefter Borgernes Gjeldsforhold bleve
ordnede ved hine Love. Skjøndt det nærmest er Fædrelandets Retsvæsen, hvortil Örsted har helliget sine Forskninger, saa er det dog
saa langt fra, at andre Landes Love have været ham fremmede, at han tvertimod meget ofte i sine Skrifter har benyttet disse til Sam
menligning og Belysning af vore egne Institutioner. Flere af hans Skrifter bekjæftigede sig ogsaa udelukkende med fremmede Love,
saaledes: „En Afhandling om Jury-Indretningen i England og Frankrig, og flere i det tydske Sprog allattede, senere ogsaa paa Dansk
udkomne, kriminalistiske Skrifter, der nærmest behandle det i Aarene 1813 og 1821 udkomne Udkast til en ny Baiersk Straffelov.
Disse sidste vakte stor Opmærksomhed i Tydskland, og da Örsted i dem havde sat sig i Opposition til en Deel af den nyere tydske Cri-
minalrets Tendentser ognavnlig til Tydsklands meest anseete Criminalist Feuerbach, indvikledes han i en heftig literair Strid, der geraa-
dede ham til stor Ære og forskaffede ham megen Anseelse i Tydskland. En anden varm videnskabelig Kamp førte Örsted herhiemme
med afdøde Professor i Pharmacologien ved Kjøbenhavns Universitet, Frantz llovitz, mod hvem han forsvarede Læren om Yilliens Fri
hed og om en sand, fra de individuelle 1ilbøieligheders Retning uafhængig, i sig bydende Grundlov for de menneskelige Handlinger.
At denne Strid tog en uvenlig Retning, var ikke Örsteds Skyld, da han baade nærede personlig Velvillie for sin Modstander og barden
største Agtelse for hans Talenter og Charakteer. Men den Sygdom, der til Tab for hans Videnskab for tidligt bortkaldte Ilowitz, med
førte maaskee en vis Irritabilitet og Bitterhed i hans Sind, som under andre Omstændigheder vilde have været ljernet fra det.
Paa Embedsbanen gjorde Örsted efter sin første Ansættelse hurtige Fremskridt. I 1810 blev han Assessor i Høiesteret,
udnævntes derefter 1813 til 4de, 1816 til 3die, 1826 til 2den og 1833 til første Deputeret i det Danske Cancellie. I 1825 blev General-
procureur Embedet ham overdraget, i hvilken Function han har afgivet en stor Mængde Betænkninger om vigtige Lovarbeider. Af
disse Betænkninger ere de, der angik Spørgsmaalet mellemFinantserne og Banken om den saakaldte Tolvmillionssag, som i sin Tid bevæ
gede Gemytterne saa meget, trykte i Collegialtidenden.
Et nyt og betydningsfuldt Afsnit i Örsteds offentlige Virksomhed begyndte med Provindsialstændernes Indførelse ved For
ordningen af 28 Mai 1821, i hvis Affattelse han havde en meget væsentlig Andeel. Til ham blev ogsaa det ærefulde Hver overdraget,
at fungere som kongelig Comissarius ved de fem første Stænderforsamlinger, saavel for Ostifterne, som for Jylland. Det var ikke alene
Kongens Villie, men Folkets eensstemmige Önske, der kaldte ham til denne Hædersplads; hans Udnævnelse blev hilset med hjertelig og
uskrømtet Glæde af det hele Folk, og med Tillid og Fortrøstning modtoges han i Stændersalen af Folkets udvalgte Mænd. Denne Tillid
i Forbindelse med den dybeste Agtelse for hans ualmindelige Dygtighed, omfattende Kundskab og elskelige Personlighed har fulgt ham
gjennem hans hele stænderiske Virksomhed. Dog kan det ikke nægtes, at der var nogen Forskjel mellem hans Forhold til Stænderne i
de tre første og de tvende sidste Sessioner.! I hine viste sig en saagodtsoin udeelt velvilligStcmning imod ham, der maaskee endog tiltog
i Styrke under enhver af disse Sessioner. Vel var der allerede dengang en stærk Opposition, men en Opposition af en ganske anden
Betydning end den, der senere har viist sig, og i visse vigtige Punkter deeltes den af den hele Forsamling, eller idetmindste af en over-
veiende Pluralitet i samme. Örsted havde derfor ogsaa mangen alvorlig Strid med Forsamlingens dygtigste og meest anseete Med
lemmer; men disse vare Mænd, der skjøndt de forsvarede en anden Mening, ogsaa forstode at vurdere fornuftige Modgrundes Berettigelse
og som vare humane nok til at indsee, at Regjeringens Organ ikke kunde forsvare Meninger, om hvilke han vidste, at de intet Bifald
vilde vinde hos Regenten og hans Raad. Den levende Udvexling af Meninger, der stode i skarp Modsætning til hverandre, gjorde der
for intet Brud paa den gjensidige Agtelse og Velvillie, ligesom ogsaa stedse et indbyrdes godt Forhold blev vedligeholdt mellem Forsam
lingens forskjellige Medlemmer, i hvor skarpt end Partierne stundom vare adskildte. Dette lykkelige og behagelige Forhold mellem den
kongelige Comissarius og Stænderne vedligeholdt sig uforandret i 1840, da den constitutionelle Bevægelse traadte frem, og det i et Öie-
blik, da den blandt den oplyste Deel af Folket havde Stemningen for sig i en langt høiere Grad, end den nogensinde siden har havt.
Saa bestemt end Örsted fandt sig forpligtet til at udtale sig mod Stændernes Competence til at indgive en Petition i denne Retning, og
saa omhyggeligt han end søgte at svække de Grunde, der anførtes for en Statsforandrings Ønskelighed under de Forhold, hvori Staten
befandt sig, saa tabte han dog derved Intet selv i de Mænds Omdømme, der vare meest stemte for en saadan Forandring. Herom vidne
og de hjertelige Afskedsord til Örsted, som begge Forsamlingernes høitagtede Præsident, Professor Schow, der netop med særlig Styrke
og Frimodighed havde kiæmpet for den constitutionelle Bevægelse, udtalte ved Sessionernes Slutning i Forsamlingernes Navn. Ved de
nye Valg, som foretoges i Slutningen af 1840 og i Begyndelsen af 1841, kom der nye Elementer ind i Forsamlingerne, hvorved disses
Charakteer tildcels forandredes, og der vare nu enkelte Medlemmer, der fandt sig kaldede til, med Stormskridt at erobre den Forfatning,
som længe gjennem Pressen var bleven anpriist som den sikkreste og eneste Vei til Held, og i Forbindelse hermed at dadle og haane
Kongens Raadgivere som de, der formeentlig vare Skyld i, at dette Gode ikke var blevet og ikke kunde blive Folket til Deel, inden man
fik dem af Veien. Naturligviis blev Örsted baade som Regjeringsmand og kongelig Comissarius gjort til Gjenstand for en streng og
dadlende Kritik; men denne havde dog for lidt at betyde, til at den kunde rokke Forsamlingens Hengivenhed og Tillid til ham. Den
jydske Forsamlings Session, og navnlig dens Slutning, var i 1842 meget stormende; men uagtet Örsted derfor fandt sig foranlediget til
en større Skarphed i sin Opposition, end han i nogen tidligere Session havde fundet fornøden, bidrog dette do^ikke til at svække For
samlingens uskrømtede Høiagtelse for hans Dygtighed og aabne retsindige Charakteer. Under den paafølgende Session af den jydske
Stænderforsamling 1844 fandt Örsted sig ikke saa tilfreds, og han udtalte i sin Slutningstale, at han ikke kunde forlade Forsamlingen
med de glade og opløftende Følelser, hvormed han altid forhen havde kunnet træde tilbage fra den Plads, han der havde indtaget.
Hvad der besværede ham, var imidlertid ikke saameget den personlige Stemning mod ham, som de Misforstaaelser med Hensyn til vig
tige Statsforhold og de Mistydninger af Regjeringens Hensigter, der havde indvirket paa enDeel af Forhandlingerne. I den Roeskildske
Forsamling, hvor Örsted fungerede for sidste Gang som kongelig Comissarius, vedligeholdt den største Deel af dc Deputerede det tidligere
)
I I
t
<Sch
y y
m