205 / 212
( \ \;
Sindelag mod ham, medens Enkelte ret sloge sig lös imod ham og bragte ham til stundom at istemme en Tone, der vistnok var ham selv
meget ubehagelig. Men tiltrods for disse enkelte Rivninger, der vare en naturlig Folge af den hele Retning, Oppositionen havde taget,
kan det vel med Sandhed siges, at Örsted i sin hele stænderiske Virksomhed, baade hos Forsamlingernes Medlemmer og hos den mere
oplyste Deel af Nationen, der ikke lader sig lede af eenssidigt og blindt Partiraseri, usvækket har vedligeholdt den Tillid og Popularitet,
der hilste ham ved hans Indtrædelse paa denne Bane, ligesom det vel heller ikke vil falde Nogen ind atpaastaae, at der i de sidste For
samlinger viste sig nogen Aftagen i hans Evne til klar og indtrængende Udvikling og Beviisførelse. De, der have dadiet Örsted, have
deels miskjendt hans Stilling som kongelig Comissarius, deels forsætlig eller uforsætlig misforstaaet mange af hans Yttringer oj£ lagt
en ganske anden Mening i dem, end de virkelig havde. Man har saaledes aldeles uden Grund beskyldt ham for at være en blind Til
beder af Absolutismen (skal vel være: den uindskrænket monarchiske Regjeringsform); men intetsteds vil man finde Spor af, at han
har tillagt den nævnte Statsforfatning ubetinget Fortrin, eller at han har villet nedsætte andre Forfatninger; han er kun traadt frem
mod dem, der vilde, at der fra Folkets eller Stændernes Side skulde arbeides paa Forfatningens Omskiftning; og skjøndt han har udvik
let de .Mangler og Huller, som findes i det Værn for Folkets Ret og Velfærd, som de constitutionelle Institutioner skulle danne, og der
næst viist, hvilke Garantier Monarchiet, under den Udvikling, det har faact hos os, indeholder; saa er det dog især de store Vanskeligheder,
som vore særegne Forhold, navnlig den demagogiske Retning, Pressen har givet de constitutionelle Önsker, og den Misstemning, der er
ldeven herskende mellem de forskjellige Statsdele, paa Grund af hvilke han for Tiden har erklæret det for ligesaa ilde betænkt, som det
vilde være udenfor deres Competence, om Stænderne vilde indgaae med en Forestilling om en forandret Regjcringsform. Ligesaa
ubillig og usand er den saa ofte gjennem Pressen udtalte Beskyldning mod Örsted, at han har bragt Löshed og Vilkaarlighed i Lovfor
tolkningen, medens Enhver, der kjender det Mindste til Lovfortolkningens Grundsætninger og Resultater, saaledes som Tilstanden var
paa den Tid, da han freintraadte, og som den er bleven ved ham, maa erkjende, at han tvertimod ved skarpere og besterntere Opfatning
af Grundbegreberne og ved en strengere Anvendelse af disse, i Forbindelse med en nöiere Gjennemgrandskning af det Stof, der skal
bedümmes efter de almindelige Grundbegreber og Grundsætninger, har medvirket meget betydeligt til en større Sikkerhed og Fasthed i
Retssystemet.
Kongens Tillid har kaldet Örsted til den høieste og vigtigste Post i Staten, idet han den 30te Marts 1842 udnævntes til
Geheimestatsminister; dog beholdt han tillige sit Generalprocureur-Embede og sit Sæde i Cancelliet mellem Præsidenten og de Depu
terede. De tvende Konger, til hvis Tjeneste Örsted har offret sine bedste Kræfter, have givet ham mange Beviser paa deres Naade.
Dan 28de Januar 1810 blev han benaadet med Dannebrogsordenens Ridderkors og den 28de Januar 1813 med Dannebrogsmændenes
Hæderstegn; den 1ste August 1829 med Ordenens Cominandeurkors og den 1ste November 1836 med dens Storkors. Den 1ste Januar
1847 hædred^s han med Elephantordenen. I 1813 udnævntes han til Etatsraad, 1828 til Conferentsraad og 1841 til Geheime-Conferents-
raad. Den 24de August 1847 blev han af Kongen af Sverrig og Norge hædret med Storkorset af den nys oprettede norske St. Olafs
Orden. Men hvad der hædrer Örsted meer end Ordner og Titler er hans retsindige Vandel og hans daadrige Livs hele Virksomhed, der
bestandig har været helliget Sandhedens og Retfærdighedens Tjeneste. Personlige Hensyn have aldrig yttret den fjerneste Indflydelse
paa hans høihjertede Sind, og denne Roes vil vel Ingen, uanseet til hvilket politisk Parti han monne høre, nægte liam. Han har i alle
Livets Forhold viist sig som en ædel Charakteer i Ordets meest udstrakte Betydning, og som saadan skattes og elskes han af alle dem,
der have havt den Lykke at staae i Forbindelse med ham. Örsted var to Gange gift; første Gang fra den 10de Juli 1802 med sin Ung
doms Ven Oehlenschlægcrs elskværdige og aandrige Søster,
S o p h ie V ilh e lm in e B e r t h a ,
der efter længere Tids Svagelighed døde den 9de
Febr. 1818; og anden Gang med
M a t h ild e E l i s a b e t h R o g e r t ,
der midt under deres fælleds glade Følelse af et lykkeligt Samliv pludselig
blev bortrevet fra ham den 26de Juni 1824.
Trykt hos Bianco Luno.