203 / 212
Fødselsdag 1798 af Universitet udsatte Priisspörgsmaal:
„Over Sammenhængen mellem D yds- og Retslærens P rincipø,
var ham en vel
kommen Ledighed til at prøve sine Kræfter i Behandlingen af et philosophisk Emne, og ved en meget ærefuld Dom af Censorerne er
holdt han for sin i denne Anledning skrevne Afhandling, der udkom trykt i samme Aar, Universitetets Guldmedaille.
Dette første
heldige Resultat af hans Stræben, i Forbindelse med hans varme Begeistring for Sagen og levende Uvillie over de vrange Domme om
den kritiske Philosophie, som den idelig var udsat for af Ukyndige, opmuntrede nu Örsted til flere literære, for største Delen polemiske
Forsøg, der indrykkedes i Tidsskriftet
„Philosophisk Repßrtorium for Fædrelandets nyeste Literatur'11,
og som dengang vakte en ikke ringe
Opsigt. Jlen under disse philosophiske Beskjæftigelser forsømte Örsted ikke det strengere juridiske Studium, og i Januar 1799 under
kastede han sig saavel den theoretiske som praktiske Deel af den latinsk juridiske Embedsexamen med bedste Charakteer og eensstemmig
Anbefaling af Censorerne til Universitetets Patron. Nogle Maaneder efter meldte han sig som Concurrent til den juridiske Adjunctur-
post. En Nervesygdom havde imidlertid nær forhindret ham fra at deeltage i denne hæderlige Kamp; men den stærke Villie kuede Syg
dommen, og med den største Anstrengelse holdt han til Skade for sit Helbred de bestemte Forelæsninger, der imidlertid bare altfor tyde
ligt Præg af den aandclige Gjæringstilstand, hvori Forfatteren, der netop i denne Tid var gaaet over fra den rene Kantianisme til
det Fichtiske System, befandt sig; ligesom ogsaa den legemlige Sygdom, hvorunder han leed, kan have havt en ugunstig Indflydelse, saa
vel paa Udarbeidelsen selv, som paa Forsvaret. Facultetet tilkjendte Bornemann Adjunctposten, skjøndt ogsaa Örsted blev fordeelagtigt
anbefalet. Af hans Prøveforelæsninger ere tvende, nemlig
„Hvorpaa er Strafferetten grundet?”
og
„Om Gesandters juridiske Hellighed,”
indrykkede i Maanedsskriftet
„Minerva”,
(1799—1800). I samme Tidsskrift findes forskjellige andre Afhandlinger af ham, medens han
paa samme Tid var en flittig Medardeider i
„De Kjöbenhavnske lærde Efterretninger.”
Til de vigtigste af hans Bidrag fra den Tid kan
henregnes: en Recension over den første Udgave af Schlegels Naturret, samt en Anmeldelse af en lille i Anledning af Trykkefriheds
forordningen af 1799 udkommen Piece, hvori Örsted optraadte som Forsvarer af denne Lov og viste, at den tiltrods for de Indskrænk
ninger, som de idelige Misbrug af den uindskrænkede Trykkefrihed havde gjort nødvendige, dog levner tilstrækkelig Frihed til med
anstændig Frimodighed at yttre sig over offentlige Anliggender. I et senere (1801) udgivet Skrift;
„Forsög til en rigtig Fortolkning og
Bedömmelse over Forordningen af Trykkefrihedens Grændser a f 27de Septbr. 1799” ,
har han gjort denne vigtige Sag til Gjenstand for
en vidtløftigere Undersøgelse. Skjøndt Örsted ved adskillige Yttringer i dette Skrift satte sig i stærk Opposition mod de dengang blandt
Videnskabsmændene almindeligt herskende Meninger, og navnlig mod den anseete Skribent over Trykkefrihedssagen, den lærde og
skarpsindige Birckner, der fordrede saa nøiagtigt afpælede og skarpt betegnede Regler for det Tilladelige og Utilladelige, at der ikke
blev levnet Dommeren Andet, end at læse Loven og gjøre sig bekjendt med Factum, for at kunne bestemme Straffen i hvert enkelt
Tilfælde —, saa fandt dog den Sandhedskjerlighed og rolige Prøvelsens Aand, der aabenbarede sig i dette Skrift, almindelig Anerkjen-
delse selv hos dem, der vare meest forud indtagne mod de deri udtalte Anskuelser. I det af Selskabet for Sandhed udgivne Tidsskrift
meddeelte Örsted en Afhandling;
„Er Staten berettiget til at ophæve eller forandre S tiftelser, som Private have oprettet?”
hvori han,
efter en nøiagtig Undersøgelse af de første Grunde, hvorpaa al Eiendom hviler, udvikler den Anskuelse, at al Eiendom dog har noget
Betinget, noget af Samfundet, der repræsenteres ved Statsregjeringen, Afhængigt; og viser, at de Dispositioner, Nogen gjør over sin
F.iendoms Behandling efter sin Død, ikke kuune have en saa uindskrænket bindende Lovskraft for kommende Slægter, at al fornuftig
Brug af det i Statens Skjød beroende Gods aldeles skulde betages de Levende til Ære for den Dødes Forskrifter.
Denne Afhandling,
der paany er aftrykt med enkelte Forandringer og Tillæg i 1815, har flere Gange udsat Forfatteren for Miskjendelse af overfladiske
Læsere, der af hans Yttringer have villet udlede en Tilbøielighed hos ham til letsindig Behandling af testamentariske Dispositioner,
Noget, der er ligesaa langt fjernet fra hane Tænkemaade, som fra hans System.
Den 29de Mai 1801 blev Örsted ansat som surnum-
merair, og endnu i Slutningen af samme Aar som virkelig Assessor i Hof- og Statsretten, og indtraadte saaledes paaen Embedsbane, hvis
rige praktiske Erfaringer fortræffeligt understøttede hans theoretiske Forskninger og Studier af Retsvidenskaben; thi skjøndt Omsorgen
for de ham betroede vigtige Embeder ligefra hans første Embedsansættelse bestandig har været ham det Vigtigste, saa har han dog
længe vedligeholdt en udstrakt literair Virksomhed ved Siden af sine talrige Embedsforretningers Pleie; og det vil være klart for enhver
opmærksom Læser af hans Skrifter, at de betydelige Bidrag, han ved disse har givet til sin Videnskabs Udvikling og Fremme, for en
stor Deel skyldes hans Forretningsliv, gjennem hvilket han er ført til en klarere og mere levende Indsigt i Retsforholdene, end den blot
almindelige og abstracte Betragtning havde været istand til at yde ham. Det vilde være for vidtløftigt, her at opregne alle de Skrifter
og Afhandlinger, som Örsted til forskjellige Tider har leveret; de fleste af hans literaire Arbeider siden 1802 findes i forskjellige Tids
skrifter
„Juridisk Maanedsskrift”,
som han udgav (1802—3) i Forening med nogle afsine Colleger;
„Juridisk Archiv” ,
der begyndtes af Prof.
Krogh, men fortsattes af Örsted fra Nr. 3—30 (1803—12);
„Nyt juridisk Archiv”,
30 B. (1812—20);
„N yt juridisk Tidsskrift; „Eunomia”
(1815—22);
„Collegialtidenden”,
som han fra 1815—28 udgav i Forening, med sin Collega, Conferentsraad P. I. Monrad, og siden har
fortsat alene,
og „Literaturlidenden” .
Af hans andre vigtige juridiske Skrifter skulle vi her kun nævne:
„Suplement til Nurregaards
Forelæsninger over den danske og norske private Ret”
(3 Dele 1804—12), og
„Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed”
6 B.
(1821—35). Hvad der i alle Örsteds juridiske Arbeider nærmest falder i Öinene, er en levende og omhyggelig Stræben efter at over
skue enhver Retssandhed i alle dens Forhold og Følger; derfor overveier han stedse lige samvittighedsfuldt Grunde og Modgrunde for
enhver Sætning og stræber uafladeligt citer at bringe Videnskabens Grundbegreber i den rette Vexclvirkning med det Mangfoldige i den
virkelige Verden, og at udvikle den Relativitet, som de moralske og juridiske Begreber ere underkastede i deres Anvendelse paa givne
concrete Tilfælde; derfor indskrænker han sig ikke let til at opstille enkelte almindelige Begreber, men gaaer overalt ind i Anvendelsen
og de nærmere Bestemmelser, som den almindelige Regel med Hensyn hertil behøver. Man har villet gjøre en Ære af Örsted ved at
sige, at han harirembragt en Revolution i sin Videnskab; men ligesom denne Roes i og for sig er meget tvetydig, saaledes har den aldrig
været efter hans Hjerte; thi om det end er ligefrem, at han oltc har maattet angribe de hidtil i Systemerne gjældende Sætninger, saa er
det dog langtfra at han har tilsigtet nogen Omvæltning i det, der tidligere havde været anseet for Ret, medens hans Undersøgelser meget
hyppigen netop gaae ud paa at retfærdiggjøre de Meninger, der længe havde været anerkjendte i Praxis, mod en urigtig Theori og at
hævde de Grundsætninger, der engang havde gjort sig gjeldende ved Domstolene, en større Vægt, end Flecrtallet af vore Theoretikere