156 / 420
137
Rektor det som oftest, og paa den Maade blev det Skik, at Studenterne selv
valgte, dog kun inden for det filosofiske Fakultet. Denne Ordning ved
varede, indtil de studerende rejste Opposition og gjorde Krav paa ogsaa at
kunne vælge en Præceptor i de højere Fakulteter. Den 21. Apr. 1619
besluttede da Konsistorium, at Rektor efter Depositsen skulde distribuere
Studenterne ligelig blandt samtlige de Professorer, der vilde have private
Disciple, hvilken Fordeling skete per sortilegium. Men saaledes at voldgives
Tilfældet, syntes Studenterne paa ingen Maade om, og Kansleren gjorde
sig til Talsmand for deres øn sker; thi den 30. Marts 1622 blev ex serio
cancellarii mandato berettet, at ingen studiosus skulde have privatos
præceptores sorte sed ex libero eligendi arbitrio. Hermed vare imidlertid
Professorerne ikke fornøjede, og efter gjentagne Overvejelser besluttede de
derfor den 26. Oktbr. at indgaa med Andragende til Kansleren om, at
det maatte have sit forblivende ved den ældre Ordning, dog saaledes, at
de studiosi, som vare commenderede nogen ex professoribus, bleve henviste
til dem, hvorimod igjen et tilsvarende Antal af de vedkommende Professor
ved Lodtrækningen tilfaldne Studenter anvistes andre, for at det kunde gaa
ligeligt til. Denne Ordning sanktioneredes af Kansleren den 29. Oktbr. s. A.
I samtlige de foranførte Steder tales intet om, at de teologiske Profes
sorer ikke skulde kunne fungere som private Præceptorer, og endnu i A. C.
20. Juli 1682 fremhæves ingen anden Grænse end den, at Studenterne, naar
undtages det sidste Aar, da ogsaa Jørgen Hansen havde faaet, kun vare bievne
fordelte blandt de Professorer, der havde corpus in academia; først Ud
kastet af 1691 forudsætter udtrykkelig, at de teologiske Professorer ikke
kunne være Privatpræceptorer, da det bestemmer, at de indskrevne hver for
sig skulle henvises til en af de tretten Professorer, som ere alle de, der ere
uden facultate theologica, hvilke kunne raadgive dem i deres Studeringer, og
for hvem de have at lade se deres Flittighed udi deres Studeringer og Skik
kelighed udi Liv og Levned, paa det de siden kunne rekommendere dem
med en god Certifikats til de efterfølgende examina. Fdts. 1732 § 34 be
stemte fremdeles, at Studenterne paa den hidtil sædvanlige Maade skulde
udvælge en af Professoribus extra facultatem theologicam, og her er altsaa
Studenternes Valgret inden for den tidligere vedtagne Grænse udtrykkelig
anerkjendt. Fdts. af 1788 Kap. II § 3, jfr. 5, 6, stadfæstede atter den ved
Fdts. af 1732 indførte Ordning, blot med den Begrænsning, at en Professor
ikke maatte faa alt for mange Privatdisciple, men at Tallet skulde deles
lige mellem dom, paa dét enhver desto bedre kunde lejende sine og agte
paa deres Flid og Forhold, da dette var den eneste rette Hensigt, i hvilken
saadan Privatpræceptor antoges.
Forholdet mellem en Privatpræceptor og hans Studenter (domestici) var
som mellem en Mentor og hans Elever, saaledes at han havde at føre et almin
deligt Tilsyn ikke blot med deres aandelige Fremskridt, men. ogsaa med
deres økonomiske, sædelige og religiøse Forhold. „Studia privata commit-
...timus judicio ac fidei præceptorum domesticorum“, hedder det derfor i
Fdts. 1539, og hermed stemme ganske Udtalelserne i Fdts. 1732 og