208 / 420
den sidstnævnte Forskrift, saaledes at Reglen, fra hvilken dei dog kunde
dispenseres1), var den, at B ienniet i alle tilfæ ld e m aatte væie tilbagelagt.
Foruden en vis Tids Studium kræves dernæst oprindelig et privat
Vidnesbyrd fra vedkommendes Præceptor som Betingelse for det offentlige
Testimoniums M eddelelse2) , og denne æ ldgam le Regel er endnu fu ld t
ud optaget i Fdts. 1732 § 89, jfr. Fdg. 2. Novbr. 17 36 3), hvorimod Fdts.
7. Maj 1788 Kap. IV § 6 ikke længere om taler Privatpræceptorernes
V idnesbyrd, hvis Meddelelse ntvivlsom t a lt var bortfalden en rum Tid
forinden.
B ette godtgjøres ved Beretningen om Testimoniets daværende
Affattelse, som vil blive om talt neden for S. 193.
Kgbrev 7. Novbr. 1629 paabød dernæ st, at V idnesbyrdet om den
bestaaede teologiske A ttestats skulde indføres i alle testim onia, og dens
Bestaaen synes derefter at m aatte være gjort til en Betingelse for T esti
moniets Erhvervelse. Im idlertid tillode Professorerne sig dog i den første
T id at fritage Magistrene for denne Betingelses Opfyldelse, hvilken Praxis
im idlertid forbødes ved Kgbfev 18. Oktbr.
1
6 3 6 4) , og senere finde vi
kun gjort enkelte Undtagelser fra Reglen, f. Ex. til Fordel for Bispens
S ø n 5). Men disse Undtagelser godtgjøre dog, a t Brugen ikke har fastholdt
A ttestatsens Erhvervelse som en nødvendig Betingelse for Testimoniets Med
delelse, og den er heller ikke udtrykkelig hjem let i D. L. 2 —2 0—7, jfr. D.
og N. L. 2 - 2-—2, eller Fdts. 1732 § 89; tvæ rt imod hedder det kun paa sid st
nævnte Sted, at enhver privatus præceptor bør give Studenten hans attestatio,
hvori han skal være forbunden ren t ud at m elde, om den Person, hvem
han giver T estim oniet, har aflagt de ved Fd ts. § 34 paabudte specimina
for ham og flittig h ø rt Professorernes lectiones, førend notarius ud-
færdiger testimonium publicum under rectoris sigillo.
Uden Tvivl er
denne Affattelse af Forskriften en Følge af den ældre Bevillingspraxis,
i Følge hvilken man vel renuncerede paa Fordringen om Embedsexamen,
men ikke paa Fordringen om testimonium publicum , der navnlig afgav
Beviset for sædeligt og skikkeligt Forhold.
E fter at denne Praxis
im idlertid er ophævet ved Fdts. af 1788, bliver der ikke Spørgsmaal om
Udstedelse af testimonium publicum til andre end Kandidater.
Testimoniets Meddelelse er nu ikke længere betinget af, a t Modtageren
selv er nærvæ rende6), og dets Udlevering kan ikke nægtes, fordi han ikke har
b e ta lt sin Gjæld 7), ligesom endelig ikke længere nogen kan dømmes til for
slet Opførsel a t lægge Testim oniet fra sig , saaledes som tidligere sket.
O Ovfr. II. S. 173. — 2) Rørdam III. S. 424; IY. S. 526, 655, jfr. Kirkeh.
Saml. IV. S. 620. — 3) Ovfr. II. S. 139. — 4) Kirkek. Saml. IV. S. 631, jfr. S. 664.
— s) A. C. 20. Maj 1643: Om testimonium publicum blev sluttet, at Bispens Søn
maa bekomme det, endog ban ikke bar Attestats. — 6) Rørdam III. S. 434 og
A. C. 5. Marts 1634, bvor det sluttes, at testim. ikke kan meddeles en fraværende.
— 7) A. C. 26. Oktbr. 1627: Henricus Jani, studiosus, som fattedes omtrent 3 Maa-
neder i sit biennio academico, kan i denne Tid dispenseres med at faa sit testim.
acad., saafremt ban gjør klart med Ulricb Dreyer, som bar ladet det arrestere.
A. C. 17. Juli 1674: Sluttet, at Studenterne skulle betale deres Gjæld, inden de
modtage deres testimonium. A. C. 17. Juli 1675: Blev proponeret anlangende de
Personer, som skulle ordineres til Felt- og Skibspræster, bvis testimonia ere arresterede for Gjæld, og som beklagede sig, at de beller ikke havde Midler til a^
189