205 / 420
186
Stedet for Indførelsen af en egen Exarnen for Skolelærere. Han be
mærker nemlig i sin P lan:
I Særdeleshed tror jeg ikke, at den i de sidste Tider indrettede
exarnen philolog. og den dermed forbundne Magistergrad i Filologien
skaffer den Nytte, som man havde ventet deraf. For de fleste er den kun
en Sinkelse i deres egentlige Studeringer, da det dog er den urette Tid,
at de først nu skulle drive den Sprogkyndighed, som, for saa vidt den er
nødvendig for alle, billigvis allerede før burde være erhvervet. Hos mange
bliver denne Exarnen intet mere end en Formalitet, som de underkaste sig
for at nyde de dermed forbundne Fordele. Ofte tjener den til at ringeagte
andre Videnskaber og til at nære den Indbildning, som om det var det
højeste Fortrin i Kundskab og Lærdom, at kunne oversætte nogle græske
og latinske autores, hvis Brug og Anvendelse man undertiden ikke forstaar.
Naar der skulde skabes magistri philol., det e r : graduerede Mænd i en Del at
Sprogkyndigheden, hvorfor da ikkeogsaa skabe magistri physices, matlieseos,
logices et metaphysices. Det synes ikke, at Videnskallernes Fiemgang
synderlig befordres ved, at de saaledes rives fra hinanden, og en Gren al
dem ophøjes paa de andres Bekostning. Maaske til større Nytte og selv
til Filologiens vissere Befordring kunde denne Exarnen forvandles til en
Exarnen for Skolelærere, hvilken alle skulde underkaste sig, der vilde attraa
at blive rectores eller conrectores i de offentlige Skoler. Der kunde da Sprog
kyndighed kræves i videre Omfang end ved den formeldte Exarnen, Prøver
paa den Kundskab og Færdighed, som udfordres til at kunne fortolke
de gamles Skrifter samt læse dem med Indsigt, Smag og Kritik; men
foruden dette maatte i samme Exarnen gjøres Rede for mere udbredt
Kundskab i Filosofi, Matematik og Historie samt en grundig Indsigt i
den naturlige og aabenbarede Religion, saa vel den teoretiske som den
praktiske. Thi det er jo i alle disse Ting,’ at de skulle blive Lærere
for Ungdommen, og hvorledes vil man vente, at nogen med en blot nominel
Kundskab kan være skikket til at danne andre Menneskers Forstand og
Hjærte! Derhos burde disse examinandi tillige bevise, at de havde de
rette didaktiske Gaver, uden hvilke ingen, om han og havde den bedste
Indsigt, kan blive en duelig og dygtig Lærer for andre. Denne Exarnen,
saaledes indrettet, vil formodentlig af sig selv blive det virksomste Middel
til at udbrede al Slags Lærdom og Kundskab _i sin rette Forbindelse
og at forplante dem til alle Skoler i begge Rigerne, hvilket synes at
være noget bedre, end naar man lægger an paa at ville gjøre alle til
philologos ex professo, og endda disse alle sammen af en Slags, hvilket
netop forvolder, at man slet ikke faar nogen, med hvis Indsigt og Kunst
Menneskeheden og Landet kan være synderlig tjent.
Dette Forslag synes ikke at have vundet Kommissionens Bifald, der
i sin Betænkning stiltiende fastholder den ældre Ordning; men Schack-
Rathlou godkj endte det, og i Overensstemmelse med hans votum ord
nedes Exarnen ved Fdts. Kap. IV § 23 - 24. Senere har den dog ikke
blot skiftet Navn, i det den nu i Følge Adg. 2. Febr. 1849 § 1 hedder
filologisk-historisk Skoleembedsexamen; men Examinationsstoffet er ogsaa
blevet lempet ved Adg. 22. Oktbr. 1818 og principielt forandret ved Adg.
2. Febr. 1849, jfr. Bkgj. 13. Avg. 1873, der ophævede Prøvens konfes
sionelle Karakter ved Borttagelse af Religion som Examensfag, hvilket
tidligere forhindrede, at den kunde bestaas f. Ex. af Jøder. Paa den
anden Side er ved samme Adg. Oldnordisk indført som Prøveæmne.