207 / 420
1 8 8
end et sligt Vidnesbyrd fra først af hverken retlig nødvendigt eller retlig
forpligtende, virkede det dog med den moralske Vægt, der tilkom en
Anbefaling fra en videnskabelig Avtoritet, og kunde derfor yde den paa-
gjældende en betydningsfuld S tøtte, naar lian senere ansøgte om Befordring.
T idspunktet, da Udstedelsen af deslige testimonia publica er begyndt,
lader sig ikke med Sikkerhed angive; men deres Tilværelse forudsæ ttes
alt i 1 5 61 x), og i Lovgivningen indføres de ved Fdts. af 15692).
For at kunne faa et testimonium m eddelt m aatte den paagjældende
i Følge Fdts. af 1569 have opholdt sig nogle Aar ved Universitetet.
Senere findes ingen Forskrifter, der um iddelbart kræve en vis Tids S tu
dium som Betingelse for Testimoniets E rhvervelse; men Novellernes Art.
4 fordrede 2 å 3 Aars Studium som Betingelse for at stedes til Skole-
og K irkekald, og denne Bestemmelse skærpedes yderligere ved Fdg. 9. Jan .
1635, som ubetinget fastholdt den længere T erm in 3). Dog gjordes en
Undtagelse for det Tilfælde, a t vedkommende havde studeret ved fremmede
Universiteter, i hvilket F ald ét Aars Ophold her ved Universitetet var
tilstrækkeligt, og desuden kunde der consensu senatus academici dispen
seres fra T idsm aalet enten for Dygtigheds Skyld eller af Mangel paa
P e rson er4).
Denne Forskrift ho ld t Universitetet sig ogsaa efterrettelig,
naar Spørgsmaalet blev om Udstedelse af testimonia publica, dog saaledes,
at det ikke blot dispenserede af de udtrykkelig hjemlede, men ogsaa af
andre uvedkommende A arsager5) og derhos nedsatte T rienniet til et
biennium 6).
Dettes Tilendebringelse blev ved Kgbrev 8. Oktbr. 1653
krævet som ubetinget nødvendig for at stedes til teologisk A tte s ta ts ;
men denne Bestemmelse havde dog ingen Indflydelse paa Spørgsmaalet
om Betingelsen for Testimoniets Meddelelse. Tvæ rt imod fastholdes
1 saa Henseende de ældre Bestemmelser, hvilket klart fremgaar af, at
D. L. 2—20—7 indeholder en Regel om, hvem der maa gives testimonium ,
som væsentlig stemmer med Novellernes A rt. 4, og D. L. 2 —20—6 en
anden Regel om, hvem der maa stedes til A ttestats.
Forskjellen mellem
begge Bestemmelser viser sig navnlig i, at i første Fald Opholdet ved frem
mede Universiteter regnes den vedkommende til gode til T idsmaalets Fo r
kortelse. Men i den senere Praxis har man dog uden Tvivl henholdt sig til
O Rørclam IY. S. 175—76. — 2) Becltman: Hist. comm. p. 178, jfr. Fdg.
7. Novbr. 1629, der taler om at affordre testimonium universitatis e fte r fo r r ig e
Sæ dvan e — 3) Ovfr. I. S. 85 og 90, jfr. • Kirkeb. Saml. IY. S. 665. — 4) A. C.
26. Oktbr. 1627: I Følge Mester Hans Jensens Intercession dispenseres en Student,
Franciscus Nicolai, fra Bienniet, efterdi bisce extraordinariis temporibus vel kan
være Trang paa Personer, jfr. Kirkeh. Sml. IV. S. 663. — 5) A. C. 12. Juli 1626:
Arnoldus Conradi bad om testimonium, skjønt ban kun har været 9 Maaneder ved
Universitetet; 19. Juli: Bevilget for Lensmandens og Borgmester R. Mikkelsens
Skyld i Roskilde; jfr. derimod 24. Marts 1626: Laurentio Pauli, som kun bar
kontinueret 2 Maaneder paa Akademiet, men studeret udenlands i 2 Aar, kan testimon. univ.s ikke bevilges, med mindre ban forskaffer indultum magistr. super. —
6) A. C. 17. Juli 1660: Testimonium publicum bevilget en Person, som har været
2 Aar paa Akademiet, synderlig efterdi Fundatsen det og bevilger. Resens Atlas _I.
p. 457 : Si quis pastoris in ecclesia munus affectat, missionem prius impetrabit publico
acad. testim. instructus. Id autem impertitur nemini, nisi biennium in academia
exegerit aut annum ad minus in exteris vixerit.