210 / 420
191
1569 Teologer, som vilde ordineres til P ræ s te r; men endnn Pdg.
12. Septbr. 1629 synes dog at forudsæ tte, at et testimonium fra ved
kommendes private Præceptor kunde være tilstræ kk elig t dertil, og hermed
stemmer ogsaa, at det før den T id jævnlig hændtes, at P ræ ster ordineredes,
der ikke vare forsynede med noget offentligt testim on ium 1). Det Yaaben,
Konsistorium anvendte derimod, var ordentligvis, ikke at meddele te s ti
monium publicum til nogen, som allerede var o rd in eret2), hvilket selv
følgelig havde Betydning ved senere Forfremmelser. E fter Aar 1629 fore
komme endnu enkelte Exempler paa den nævnte U regelmæssighed lige
indtil Aar 17013); men derefter synes den at være ophørt.
Fdts. 1569 paalagde udtrykkelig kun T eologer, der vilde ordineres,
at løse testimonium publicum , og Fdg. 7. Novbr. 1629 krævede v el, at
ogsaa Rektorer og Konrektorer skulde have underkastet sig teologisk
A ttestats; men om testimonium publicum taler den ikke, og Lands
loven indeholder endnu ingen H jemmel for, at Rektorer, Konrektorer eller
Degne skulde løse d e t 4); men derimod ud talte Fd ts. 1732 § 8 9 , at
Bisperne skulde staa til Ansvar, hvis de ansatte nogen, som havde et
slet testimonium fra U n iversitetet, i noget Rektor-, K on rek to r-, Degne
eller andet gejstligt Embede, og den her statuerede Forpligtelse for
udsæ ttes uden Tvivl a lt i Udkastet af 1691 , som bruger det almindelige
Udtryk gejstligt Em b ed e5).
Indtil 1736 vedblev Forpligtelsen til at løse testimonium publi
cum at være indskrænket til Teologer; men Fdg. 1736 I § 9 bestem te
end videre, at alle studiosi ju ris , som nød noget allernaadigst Kalds
brev, efterdags, ligesom studiosi theol. h id in d til, skulde tage deres
testimonium academicum publicum og producere det paa behørige Steder.
Som de Betænkninger, der afgaves af det teologiske og juridiske F aku ltet
i Anledning af Fundatsens Udarbejdelse, vise, blev dette Bud im idlertid
ikke behørig efterlevet, i det næppe én a f ti Ju riste r løste Testimoniet,
fordi vedkommende Kollegier ikke paasaa dets Tilstedeværelse for deres
saaledes som for Teologernes Vedkommende. Begge F a ku lte te r in d stil
lede derfor, at Forpligtelsen maatte gjøres alm indelig, og i Overens
stemmelse med denne Ind stilling affattedes Fundatsens Bud i Kap.
IV § 6. For de lægevidenskabelige K andidaters Vedkommende gjordes
dog senere en Undtagelse ved PI. 30. Jan. 1838 § 7 ; men denne Und
tagelse er atte r ophævet ved kgl. Resol. 29. Decbr. 1 8 4 3 6),
I Følge Fundatsens almindelige Udtryk: „enhver K an d id at“ maa
Bestemmelsen ogsaa omfatte dem , der maatte bestaa senere indførte
’) Rørdam III. S. 434. — 2) Rørdam 1. c. og A. C. 24. Febr. 1630: Jørgen
Nielsen, ordineret i Ribe Stift, kan nu ikke bekomme testimonium univorsitatis,
efterdi han er sub alio magistratu; ligesaa 5. Marts 1634; jfr. dog 8. Juni 1644:
Testimonium publicum meddeles Anders Ilolst, skjønt lian er ordineret til Medhjælper for Slotspræsten paa Aggershus, Mag. Henning, efterdi det er sket in casu
necessitatis. —- 3) Jfr. Skr. 1. Oktbr. 1701 til Bispen i Aalborg, som har ordineret
en Person, der ikke har fremvist testim. publ. —• 4) Jfr. D. L. 2—18—3, 2—15—1.
— R) Se Side 190 Note 4. — 6) Selmer: Aarhog 1843 S. 6—9, jfr. 1838 S. 138; 1839
S. 46.