300 / 420
28i
24. Septbr. at fremhæve Opgavens Vanskelighed, som udkrævede megen
Tid til Lusningen, der først langt om længe fandt S te d 1).
Efter at Faren paa anførte Maade var bleven afværget i 1759, truede
den atter i 1763. Da havde nemlig Landvæsenskommissionen opdaget, at
Bestemmelsen i Fdg. 29. Decbr. 1758 § 5 ingenlunde var tilstrækkelig, i
det den Vanskelighed mødte, at faa eller ingen af Proprietærerne havde
noget Gods at byde til Magelæg, som de under Forudsætning af Fælles
skabets Ophævelse vare tjente med at miste, og de andre med at modtage;
men tillige havde Kommissionen opdaget, at denne Vanskelighed for
mentlig kunde fjærnes, naar Kongen overtog bemeldte publikke Godser
mod Erstatning i samlet Gods eller paa anden tjenlig Maade, hvorefter
atter Proprietærerne kunde kjøbe Strøgodset af ham.
Betingelsen for
denne Plans Gjennemførelse var imidlertid, at Proprietærerne vare parate
til at kjøbe, for at Kongen kunde blive holdt skadesløs, og for at son
dere Stemningen i saa Henseende udsendte Kommissionen ved Cirkulære
26. Marts 1763 Extrakter af de publikke Stifteisers Jordebøger til samt
lige Amtmænd med Anmodning om at lade Proprietærerne gjore Bud paa
Gods, som maatte konvenere dem. Denne Falbydelse skete Universitetet
aldeles uafvidende , i det Konsistorium kun tilfældig kom til Kund
skab derom ved et fra Stiftamtmand Scheel til Proprietærerne i Roskilde
Amt udsendt Cirkulære, der var ledsaget af Kommissionens Skrivelse
som Bilag. Ikke saa snart havde Konsistorium imidlertid faaet -Øje paa
den, før det atter iførte sig sit Styrkebælte, og denne Gang var det hel
digvis bedre værget end sidst. Den store Betænkning af 25. Juli 1759
havde det nemlig maattet sende direkte til Kommissionen, da det ikke godt
kunde sende den gjennem Patronen, Grev Holstein, hvem det den 25. Avg.
s. A. maatte afslaa hans egen Begjæring om at faa overladt et Par Bønder-
gaarde i Arvefæste. I 1763 var derimod Grev Holstein død, og hans
Eftermand, Grev Thott, led heldigvis ikke af de samme Annexionslyster.
Under 3. Maj indgav Konsistorium derfor en udførlig Forestilling til
ham, som, foruden at indeholde en Opsummering af de tidligere fremsatte
Grunde, paakaldte Patronens Beskyttelse i meget energiske Udtryk.
„Endelig,“ hedder det nemlig i Forestillingen, „maatte det naadigst til
lades os at sige, at Deres Excellences gode Navn og Eftermæle iblandt
Efterkommerne verserer tillige til Dels derunder, at det, som nu er i
Gjære mod Universitetet og Kommunitetet, hindres, da Ds. Excellence
ingenlunde vil have, at det i Eftertiden skal hedde, at i Deres Excellences
Patronats Tid er denne saa skadelige og ulyksalige Periode for Universi
tetet indfaldet, at de stærkeste Bolværker og Grundpiller ere bievne omka
stede, og alle kongelige Fundatser tilsidesatte, efter at de i omtrent 200 Aar
have været konserverede hellig og uryggelig, uagtet ogsaa i forrige Tider
adskilligt af mægtige imod Fundatserne er forsøgt, men ved de daværende
Patroners Nidkjærhed og Omhyggelighed er bleven hindret og tilintetgjort.
') Skr. 26. O ktbr. 1761 rKopi B. S. 135).
li
36