302 / 420
.
I
.
283
Forslag, forinden der var forelagt dem langt flere og grundigere Oplys
ninger om det kongelige Godses Beskaffenhed, hvortil føjedes en udførlig
Paavisning af, at Stifteiserne efter de foreliggende Oplysninger langt fra
kunde staa sig ved Mageskiftet, som Professorerne derfor med allerunder
danigste Taksigelse for de i Kabinetsordren udtalte landsfaderlige Hen
sigter indtrængende maatte fraraade. Ganske i Overensstemmelse hermed
var den Holdning, Konsistoriums delegerede indtoge i Kommissionen, og
det blev derefter snart klart, at Sagen ikke kunde gjennemføres, uden at
man maatte tage Reskriptet af
6
te Juni til Hjælp og begynde paa lange For
handlinger, der utvivlsomt vilde ført til, at den alt berammede Avktion over
det Odsherred’ske Gods maatte tilbagekaldes for maaske, hvis Forhandlin
gerne ikke førte til noget Resultat, senere atter at berammes. Men herved
ytrede Rentekammerets delegerede deres Betænkelighed, og Resultatet
blev da, at Kancelliet skriftlig indgik med en Forestilling til Kongen,
hvori det efter Paavisning af Sagens haabløse
8
tilling forespurgte, om
Kommissionen, skjønt der efter de anførte Omstændigheder ikke kunde
ventes det forønskede Udfald, nærmere skulde indlade sig med Universi
tetet angaaende dette Magelæg. Derpaa faldt igjen en af Guldborg
skreven og paraferet Kabinetsordre 10. Juli 1776. saa lydende:
„Da det er klart af Universitetets indkomne Forestilling, at det
ønsker at beholde det Gods, som det hidtil har besiddet, og Vi ingen
lunde heri ville tvinge eller foreskrive noget, saa forbliver det med Bort
salget af det Odsherred’ske Gods ved, hvad Vi allerede have besluttet,
hvilket Vores danske Kancelli har for den nedsatte Kommission at be-
kjendtgjøre“.
Saa ere vi færdige med Mageskifterne og gaa over til Salgene.
Ved Fdg. 13. Maj 1769 § 7 paalagdes det dem, hvem Inspektionen
eller Direktionen over de publikke, hvoriblandt Universitetets, Godser var
betroet, at de, i Særdeleshed hvor der ikke var nogen Hoved- eller
Sædegaard, som Bønderne gjorde Hoveri til, skulde se hen til, at de paa
slige Godser værende Fæstebønder kunde erholde Ejendomsret paa en
Maade, som baade Stiftelsen og Bonden kunde være tjente med. Om
Grundene til, at denne Fdg. ikke i noget videre Omfang gjennemførtes
for Universitetets Vedkommende, findes Oplysninger i en Indberetning og
Memorial, som Konsistorium i 1771 indgav til Landvæsenskommissionen
i Anledning af dennes Forespørgsel om , hvorvidt det paagjældende Lov
bud var blevet gjennemført *)• Deri oplyses nemlig, at Hindringen ingen
lunde laa hos Universitetet; men Bøndernes Modvillighed var den for
nemste Aarsag.
Endog ligefremme Anmodninger om Fæstegaardenes
Overtagelse til Ejendom bleve afslaaede, fordi Bønderne mente, at de ikke
væsentlig vilde forbedre deres Kaar ved Ejendomsrets Erhvervelse, i det
1) deres Børn altid plejede at faa Gaarden efter dem mod et taaleligt
Fæste, 2) Landgilden aldrig hos nogen blev forhøjet, men hos de fleste
efter Omstændighederne modereret, 3) Hovedgaardshoveri eller Penge
*) B ad en : Univ. J o u rn a l V III. S. 107— 10.