194
Den stigende Arbejdsledighed, der hersker i det gamle Sinede-
fag, opfordrer til et Øjeblik at skubbe de mange Detailspørgsmaal
»indenfor Murene« helt fra sig og forsøge at tage et Overblik over,
hvilke Erhvervsmuligheder, der i det hele taget kan komme i Be
tragtning. Ethvert Erhverv er underkastet de Kon junkturforan
dringer og Nydannelser, som Tiden fører med sig. Det gælder blot
at observere dem i Tide og at tage sine Forholdsregler. Naar Sme
den for 25 Aar siden kunde tjene til Livets Ophold paa A rbejdet
ved Hammer og Ambolt, er det ikke dermed givet, at det samme
er Tilfældet i Dag. — Ja Tilstanden er jo allerede den, at Smeden
er ilde faren, hvis han
kun
h ar denne Haandtering at ty til. Aar-
sagerne hertil er almindelig kendte. I Korthed kan det siges, at
Motoren h a r berøvet Smeden Størsteparten af hans Hovederhverv,
nemlig Hestebeslaget og Vognbygningen, medens Industrien h ar
frataget ham Fremstillingen af Landbrugets gængse Maskiner og
Redskaber, Bygningsbeslag og en stor Del Reparationsarbejder.
Det turde dog være en Fejltagelse heraf at drage den Slutning,
at Smedehaandværket som selvstændigt Erhverv er for rigt rep ræ
senteret — endsige at Faget er overflødigt. Erfaringerne fra selv
de største Industrilande viser, at den mindre Bedrift stadig udgør
en forholdsmæssig ret konstant Del af det samlede Antal V irk
somheder. Dette bekræftedes bl. a. nylig i et Foredrag, som Direk
tøren for
Reichsverband der Deutschen Industri,
Dr.
Jacob Herle,
holdt i Dansk Ingeniørforening1).
Erfaringerne viser, at »den lille Bedrift« i første Række har
sin Styrke i
Vedligeholdelsesarbejderne.
Disse omfatter ikke alene
Reparationsarbejder,
men tillige de utallige
Enkeltfremstillinger
til specielle Formaal. Det er en nødvendig Betingelse for Opret
holdelsen af Landets Hovederhverv, at der overalt er Adgang til
at faa omtalte Vedligeholdelsesarbejder udført paa haandværks-
mæssigt drevne Smede- og Maskinværksteder.
Det moderne Landbrug h a r i stigende Grad Kapital bundet i
Maskiner, Redskaber og mekaniske Transportmidler. Udnyttel
sen heraf er meget afhængig af, at Vedligeholdelsesarbejdet udfø
res godt og billigt, d. v. s. efter
rationelle Metoder.
Ser vi paa andre
moderne drevne Erhverv — f. Eks. Oliefabrikerne, Sukkerfabri
kerne, Bryggerierne, Papirfabrikerne m. m. — h a r man her fun
det det formaalstjenligt at
lj)fte Vedligeholdelsesarbejdet op i
samme tekniske Niveau som den egentlige Produktion.
Fabrikerne
har indrettet veludstyrede, haandværksmæssigt drevne Smede-
og Maskinværksteder, som paa rationel Maade rep a re re r og ved
ligeholder de tekniske Anlæg, som Produktionen kræver.
*) Se »Ingeniøren«, 1931, Nr. 26.




