KøbenhavnsHistorieOgTopografi_I

174 / 364

S t r i d i g h e d e r 119
Nummer
Skat Antal Helgaarde efter Størrelsen
N æ stved ............................................ 40 M k. P en ge 320 2
Skelskør ............................................ 13 104 7
Slagelse ............................................. 18 144 5
K a lu n d b o rg .................................... 33 264 3
K ø b en h a vn ...................................... 28 224 4
Søborg ................................................ 6 48 12
N akskov ............................................ 5 7 , 42 13
N y købing ......................................... 7 7 s 6 1 7 a 11
S axkøbing ........................................ 4 32 15
H ø g ek ø b in g (ved S kjo ldnæ s­
h o lm ) ....................................... 4 7 , 36 14
Herefter er Roskilde langt den største By paa Øgruppen. Derefter følger
Næstved, Kalundborg og saa København som Nummer 4 efterfulgt af Slagelse.
Abels kortvarige Regering ■— han blev dræbt paa Krigstogt i Frisland i 1252
— gav vel kun Impulser paa de Omraader, han beskæftigede sig med, men de
synes at have haft en Del Varighed og Følger i de kommende Aar, skønt Rigets
indre Forhold i lange Tider ingenlunde var gunstige for Samfundslivets rolige
Udvikling.
Abel efterfulgtes som Konge af sin Broder Christopher I, som ikke overtog
Tronen under de fredeligste Auspicier. Først maatte han tage Kampen op mod
sine Brodersønner, der ikke havde faaet Part i Riget. Han led i 1253 et Neder­
lag mod deres haandgangne Mand Henrik Emmeltorp ved Skelskør, og da han
flygtede tværs gennem Sjælland, lukkede Jakob Erlandssøn, som endnu var
Biskop i Roskilde, Københavns Porte for Kongen.
Det lykkedes dog siden Kongen at fordrive Henrik Emmeltorp, men der
var fremdeles indre Ufred i Riget. De smaa Bønder og Husmænd, de saakaldte
Kotkarle, var, som Rydaarbogen udtrykker det, „alle galne med Køller“ , og de
rejste sig i 1256 rundt om i Riget mod Kongen og Herremændene.
Det Sindelag, som laa til Grund for Jakob Erlandssøns Optræden i 1253
kom snart til klart Udbrud og udviklede sig til en skarp Strid mellem Kongen
og Ærkebiskoppen. Denne sidste havde straks efter sin Tiltræden paa udfor­
drende Vis søgt at hævde Kirkens Ret, og hvor Lovgivningen, f. Eks. i den
skaanske Kirkelov, paa visse Punkter afveg fra den kanoniske Kirkeret, vilde
han gennemføre Ændringer, som stred mod Folkets Sæd og Skik.
Han vilde gribe ind i Kongens hævdvundne Myndighedsomraade, nægtede
Kongens Ret til at udskrive Bispernes Mænd til Leding, krævede verdslig Doms­
magt og Ret til Bøder og Sagefald, Ret til at opføre Borge og bygge Køb