KøbenhavnsHistorieOgTopografi

K ø b e n h a v n u n d e r C h r i s t i e r n I I

229

virkelige Aarsag til Forsinkelsen var, at Hoffet i Bryssel efter den foreløbige

Vielse var blevet klar over Kongens Forhold til

Dyveke,

og at den nederlandske

Regering m aatte ønske dette Forhold hævet.

Kongen søgte forgæves at faa de nylig afrejste Fyrster til at vende om. Sam

tidig rasede h an over Nederlændernes Krav, men han gjorde intet for at afbryde

sit Forhold til Dyveke.

St. Anne Dag, 26. Juli 1515 forlod

Elisabet

endelig sit H jem land om Bord

paa den danske Eskadre, som nu bestod af 11 Skibe, 8 danske og 3 zeelandske.

O tte Dage forud var hun netop bleven 14 Aar. H un ledsagedes paa Rejsen af

et nederlandsk Følge. Efter 10 Dages haard Sørejse løb Flaaden 4. August ind i

Helsingørs

Havn, da der var Modvind i Sundet. Prinsessen og hendes Jom fruer

var ganske syge af Søen.

Saasnart Kongen havde faaet at vide, at Prinsessen indskibede sig, havde

han ladet afholde Processioner og Bønner i Kirkerne for Rejsens heldige F o rlø b ;

han sendte nu to Biskopper og tre R iddere til Helsingør for at modtage hende

og lod afholde Takkebønner for den lykkelige Overfart. Men Prinsessen havde

faaet stærk Feber efter Rejsen og, som Ærkebiskop Valkendorf skrev med Hen

tydning til Dyveke, hun „havde ogsaa Sorg og Græmmelse for visse Sagers

Skyld, men hun ønskede dog at leve saa længe, at hun fik sin Ægteherre at se .

Hendes Helbred bedrede sig saa vidt, at m an kunde fastsætte 9. August til In d

togsdagen i

København.

Prinsesse Elisabet gik atter om Bord og landede ved

Hvidørepynten,

i Næ rheden af den Kongsgaard, som husede Dyveke.

Kongen red hende i Møde iført en K jortel prydet med Guld og Perler. Først

red Herolderne i deres brogede og gyldne Dragter og med skinnende Vaaben-

skjolde, og derefter fulgte um iddelbart foran Kongen fire vælige Hingste med

Gyldenstykkes Dækkener. Nærmest efter kom R igsraad og Gejstlighed, Biskopper

saavelsom Abbeder og andre Præ later, fulgt af 300 Ryttere, bestaaende af Lan

dets Adel med deres Svende i en for Festligheden foreskreven Uniform. Derefter

kørte i forgyldte Karm e Enkedronningen og Kongens Søster, Kurfyrstinde

Elisabet fulgt af Hoffets Damer og de adelige Fruer og Jom fruer samt af de

fremmede Sendebud med Løbere ved Vognene og 200 Ryttere som Eskorte.

Toget kørte af Sted i øsende Regn, men ved Hvidøre standsede Regnen

netop i det Øjeblik, da Bruden stod ud af sin K arm og satte Foden paa det

Gyldenstykkes Tæppe, p a a hvilket hun modtog Kongen og hans Følge. Biskop

Lage U rne bød Dronningen velkommen i en lang latinsk Tale, men den syge

Dronning m aatte sætte sig paa sin Hofmesterindes Skød.

I Regn drog Processionen tilbage til Byen med den straalende Pragt gennem

blødt og ødelagt. Ankommen til Slottet m aatte Dronningen søge Ro og Hvile.

Søndagen derpaa, 12. August kunde endelig

Vielsen og Di onningens Kroning