313 / 364
258
K ø b e n h a v n u n d e r F r e d e r i k I
Borgerne fik Tilsagn om, at de m aatte bevare alle gamle Friheder, Privilegier,
Skraaer og Forseglinger, givne af frem farne Konger og Herrer, og Havnen
skulde blive ved Magt.
Byens Befæstning skulde bevares, og Borgmestre og R aad have Frihed til at
forbedre den ; Byen m aatte beholde sit eget Skyts. Enhver Told og Sise, som
ikke var af Arild, skulde ophæves, og Byen skulde nyde sin aarlige og rette
Byskat, og ikke beskattes yderligere med anden Skat end andre i Landet. Bor
gerne havde Ret til Handel, Sejlads og Kobmandshandel i Øst og Vest, Nord
og Syd. Gamle Forpligtelser og gammel Gæld stod ved Magt. Der skulde
tilsiges Kong Frederik Troskab, men ogsaa være almindelig Amnesti undtagen
for Borgmester
Hans Mikkelssøn
af Malmø og for
Sigbrit.
De fire Skibe Leon, Peyter van Høll, Hamborge Barcken og Leszer med
alt T ilbehør skulde overgives til
Henrik Giøe
som Erstatning for den Gæld,
han havde paadraget sig for Kong Christiems Skyld, og h an havde i to Aar
frit Lejde til at føre dem, hvorhen han vilde. Men hemmeligt havde han for
pligtet sig til at overlade Kong Lrederik dem, og 5. M aj 1525 modtog h an af
Kongen 8000 Gylden for de 4 Skibe med T ilbehør.19) Henrik Giøe, hans Høveds
m and
K n u d R ud ,
Skibshøvedsmanden
Tile Giseler
og
Thomas Herold
skulde
beholde deres Forleninger og Gods, og Stenhugger
M orten Bussard, Fadder
Bøssestøber
og
Boel Hans Herolds
beholdt deres Gaarde i København.
Hollænderne paa
Amager
skulde have Rejsepas, og de bortflyttede danske
Bønder have deres G aarde tilb ag e ; men denne Bestemmelse blev kun i ringe
Grad taget til Følge.20)
Hr.
Adogens Giøe
overtog Befalingen over Byen i Kongens Navn.
U nder Belejringens Gang var mange Regeringssager bleven drøftede, og
efter at Kongen 21. Juli ogsaa var bleven hyldet i Skaane og derved havde
overtaget det hele Rige, samledes R igsraad og menige Adel i
Roskilde,
hvor
Kongens almindelige Haandfæstning blev vedtaget og endelig underskrevet
3. August 1523. Den svarede i meget til Christiern IFs, men havde skærpende
Bestemmelser, som sikrede Rigsraadets, Adelens og Gejstlighedens Magt, og
Kongen m aatte love aldrig at „tilstede nogen Kæ tter, Luthers Disciple eller
andre, at prædike eller læse lønlig eller aabenbarlig mod den himmelske Gud,
den hellige Kirkes Tro, eller mod den helligste Fader Paven eller den romerske
K irk e ; men hvor de findes ud i vort Rige, ville og skulle vi lade dem straffe
paa deres Liv og Gods.“21)
En særlig Anledning til disse skarpe Bestemmelser var utvivlsomt, at Chri-
« ) K .D . I I N r. 236. A llen. D e tre nord. R . H . IV b p. 178.
20) K .D . I N r. 224. 225. 226. 228.
21) Allen. D e tre nord. R. H ist. IV b p. 43 ffg.