22 / 102
tighed og Vægt, som netop det kjøbenhavnske Papir skulde
faa i hans Liv og Levnet«.
Den skrappe Konkurrence fra Ørholm voldte Strand
møllens Ejer betydelige Tab, men hans nye Sorter klarede
sig, og i 1803 maatte Nelthrop og Harris sælge Ørholm og
Nymølle. De levede paa en stor Fod, men de fleste af
deres Foretagender mislykkedes. »Enden blev« — fortæller
Johan Chr. Drewsen — »at Harris tog Gift, og at Nelthrop,
som siden kom igen til nogen Formue, døde, for ikke at
sige foragtet, saa dog ringe agtet af sine Medborgere«.
Johan Chr. Drewsen blev sin Slægts betydeligste Mand,
i flere Maader en karakteristisk Personlighed, der øvede
Indflydelse paa sin Tid. Han var af Naturen frisk og djærv,
undertiden lidt for »lige til«, noget hastig og skarp i sin
Dom, saa han godt kunde støde an. Men med sin Rankhed,
sit Retsind og sin praktiske Dygtighed vandt han Tillid hos
de mange. Han var i Trediverne og Fyrrerne en af de
populæreste Skikkelser herhjemme. I Smidstrup og i Lund
tofte drev han Landbrug under Indførelsen af gavnlige Re
former. Som landøkonomisk Forfatter blev han flere Gange
prisbelønnet af Det kgl. danske Landhusholdningsselskab,
af hvis Præsidium han senere var Medlem gennem en
halv Snes Aar. Som frisindet Stænderdeputeret talte han
Bondestandens Sag. Det danske Sprogs Kaar i Slesvig laa
ham stærkt paa Sinde; han var Medindbyder, da det gjaldt
Hædersgaven til
Peder Hjort Lorenzen,
og han overrakte
ved Festen paa Skamlingsbanken i Foraaret 1843 Hjort
Lorenzen det Sølvdrikkehorn, som var bragt til Veje ved
Nationalsubskriptionen. Tre Aar senere modtog Drewsen
selv en Hædersgave fra Bønderne i Københavns Amt.
Siden blev han Medlem af den grundlovgivende Rigsfor